743 coronasmittede døde i Italien det seneste døgn

Dødstallet i Italien stiger atter drastisk

Det seneste døgn har 743 personer, der var smittet med ny coronavirus, mistet livet i Italien.

Det viser den seneste opgørelse.

Dødstallet i Italien er dermed oppe på 6820, og Italien fortsætter med at være det land i verden, der er hårdest ramt af covid-19-pandemien.

I regionen Lombardiet, der er hårdest ramt af virussen, har 4178 mennesker nu mistet livet. Der bor i alt omkring ti millioner i regionen.

Knap 70.000 mennesker er konstateret smittet med virussen i Italien, men ligesom i blandt andet Danmark formoder man, at der er et stort mørketal, så det reelle antal smittede er langt højere.

Ifølge Reuters mener italienske myndigheder, at det reelle tal kan være op mod 10 gange højere, så der altså har været i omegnen af 700.000 smittede i landet.

Overalt i Italien har man på grund af udbruddet indført strikse udgangsforbud, der betyder, at man kun må gå ud for at foretage strengt nødvendige gerninger så som dagligvareindkøb.