749 nye coronasmittede - ingen dødsfald i en uge

Ud af 85.412 foretagne PCR-prøver har 0,88 procent af dem det seneste døgn været positive, viser tal fra SSI

Så langt er vi nået med covid-19-vaccinationerne

Få et overblik over covid-19-vaccinationerne i Danmark

Det seneste døgn er yderligere 749 personer i Danmark blevet testet positive for coronavirus.

Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) lørdag.

De 749 smittetilfælde er fundet blandt i alt 85.412 PCR-prøver. Det vil sige, at 0,88 procent af PCR-prøverne, hvor man podes i svælget, har været positive.

Antallet af smittetilfælde er nogenlunde på niveau med det, der er set dagligt den seneste uge. Det er også stadig i stor grad de samme aldersgrupper, som bliver smittet med virusset.

- Det vil sige, at det er de unge voksne fra 20 til 29 år, siger Åse Bengaard Andersen, ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Rigshospitalet.

Ud af den seneste uges samlede 5850 smittetilfælde har aldersgruppen med de 20-29-årige stået for 2528 af dem. Det svarer til 43 procent af tilfældene.

Det seneste døgn er der også foretaget 154.874 lyntest. Det er de test, hvor man podes i næsen. Positive resultater fra disse test indgår dog ikke i SSI's tal, da de kan være usikre i deres svarresultater.

På landets hospitaler er der nu 56 patienter indlagt med coronavirus. Det er én mere end fredag. 10 personer er på intensiv og 6 får hjælp af respirator.

Der er ikke registreret dødsfald blandt coronasmittede det seneste døgn. Det betyder, at det nu er en uge siden det seneste coronarelaterede dødsfald.

- Det er nok en afspejling af, at der er så få indlagte. Og heldigvis er der i Danmark i øjeblikket så ganske få, som er så alvorligt syge med coronavirus, at de bliver nødt til at indlægges, siger Åse Bengaard Andersen.

Under coronaepidemien er i alt 2542 personer i Danmark døde, mens de har haft coronavirusset i kroppen.

I det danske vaccinationsprogram er der nu 4.067.532 personer, der har påbegyndt vaccination mod coronavirus. Det svarer til 69,5 procent af den danske befolkning.

Derudover kan 2.916.038 personer nu kalde sig færdigvaccineret. Det svarer til 49,8 - eller næsten halvdelen - af befolkningen.

FAKTA: Næsten halvdelen af danskerne er færdigvaccineret

Antallet af danske borgere, der er færdige med deres vaccination mod coronavirus, nærmer sig lørdag 50 procent.

Helt præcist har 2.916.038 personer modtaget det afsluttende stik og kan dermed kalde sig færdigvaccinerede. Det svarer til 49,1 procent.

Det viser lørdagens opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

Over fire millioner indbyggere i Danmark har påbegyndt vaccination mod covid-19.

4.067.532 personer - svarende til 69,5 procent af befolkningen - har fået minimum et stik med en vaccine.

Sundhedsstyrelsen prioriterer vaccinationsindsatsen efter aldersgrupper og sårbarhed.

Her kan du læse, hvordan det skrider frem med de forskellige vaccinationsgrupper:

* Gruppe 1-9

I vaccinegrupperne 1-9 indgår blandt andre borgere over 85 år, sundhedspersonale, særligt udsatte og deres pårørende.

I denne gruppe har 1.567.210 fået første stik med en vaccine. Det svarer til 96,4 procent af målgruppen. 1.549.582 - svarende til 95,3 procent af målgruppen - er færdigvaccinerede.

* Gruppe 10A: Borgere i alderen 60-64 år:

Påbegyndt: 262.620 personer (92,8 procent).

Færdigvaccinerede: 256.200 (90,5).

* 10B: Borgere i alderen 55-59 år:

Påbegyndt: 316.716 (91,1).

Færdigvaccinerede: 302.943 (87,1).

* 10C: Borgere i alderen 50-54 år:

Påbegyndt: 302.305 (89,1).

Færdigvaccinerede: 274.184 (80,8).

* 10D1: Borgere i alderen 16-19 år samt 45-49 år:

Påbegyndt: 500.697 (82,3).

Færdigvaccinerede: 307.684 (50,6).

* 10D2: Borgere i alderen 20-24 år samt 40-44 år:

Påbegyndt: 490.349 (75,5).

Færdigvaccinerede: 163.751 (25,2).

* 10D3: Borgere i alderen 25-29 år samt 35-39 år:

Påbegyndt: 406.247 (60,7).

Færdigvaccinerede: 43.270 (6,5).

* 10D4: Borgere i alderen 30-34 år:

Påbegyndt: 178.824 (52).

Færdigvaccinerede: 18.374 (5,3).

* Borgere i alderen 12-15 år: Der er endnu ikke en særskilt opgørelse for den aldersgruppe.

SSI inviterer personer fra 12 år og opefter til vaccination mod coronavirus.

Myndighederne opgør andelen af vaccinerede i forhold til hele befolkningen, fordi det ønsker at vurdere, hvor tæt Danmark er på flokimmunitet.

Opgørelsen medregner kun de vaccinerede borgere, som stadig er i live og har bopæl i Danmark.

Bemærk, at antallet af personer, der har fået første stik, også omfatter dem, der har færdiggjort vaccinationen. De, der har fået vaccinen fra Johnson & Johnson, som kun kræver ét stik, er også med i begge tal.

SSI gør opmærksom på, at der kan være en forsinkelse i registreringen af de givne vacciner.

Kilder: Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen.