75 år siden: Over 100.000 blev dræbt - stemningen i Vesten var euforisk

'Det er en atombombe. Det er en udnyttelse af universets grundlæggende kraft. Den styrke, hvorfra solen trækker sin magt, er blevet løsnet mod dem, der bragte krig i Fjernøsten'.

Harry S. Truman, 6. august 1945

Udslettelsen af Hiroshima og senere Nagasaki har været en af de mest omdiskuterede hændelser i det 20. århundrede.

- De fleste historikere mener nok i dag, at der var to hovedgrunde til, at præsident Truman gav grønt lys. Den ene var, at man ville sætte et hurtigt og effektivt punktum for krigen i Stillehavet og spare  tusinder af amerikanske liv, som ellers ville kunne ryge ved en decideret invasion, forklarer Villaume.

- Den anden var, at man ville sige til Stalin, som man allerede regnede med blev det største problem, når krigen var afsluttet: 'Se her, hvad vi er i stand til. Så hold jer på måtten.'

Reaktionen i USA og resten af Vesten var euforisk, da nyheden nåede ud. Mens den menneskelige tragedie spredte sig i Japan som giften i grundvandet og uranstråler i luften, var stemningen helt i top herhjemme.

- Der var vild glæde og jubel i USA og i Danmark også. Det hang jo sammen med, at man nu tænkte, der endelig kunne blive sat punktum for mange års krig, fortæller Villaume.

- At der så lige røg en 150.000-200.000 japanere, var ikke noget, man hæftede sig så meget ved.

På aftenen 6. august var det en triumferende præsident Truman, der over for verden kunne annoncere den første brug af sit hemmelige våben. Men ikke alle hemmeligheder kom på bordet.

Der var 345.000 mennesker i storbyen Hiroshima klokken 8.15 den morgen.

Alligevel valgte Truman i talen at annoncere det som et angreb på en 'militærbase', forklarer Villaume.

Og på den måde blev der længe tilbageholdt information om bombens katastrofale følger. De amerikanske specialister, der landede efter Japans kapitulationen, undersøgte virkningerne grundigt. Men hvad de fandt ud af, forblev militære hemmeligheder et godt stykke tid.

- Man var jo selvfølgelig interesseret i at vise, hvor stor en trussel det her våben var. Men man ville jo ikke have, at opinionen vendte sig imod USA. Så man sparede på de makabre detaljer.

Japans kapitulation efter fire års krig med USA og endnu flere års voldelig besættelse af store dele af det østlige Asien sluttede ni dage senere, 15. august. En krigserklæring fra Sovjetunionen og endnu en atombombe var faldet på det tidspunkt.

Krigen var slut, USA havde vundet, og i et godt stykke tid var der intet, der var mere cool end atombomben, fortsætter Villaume.

- De første mange år, helt op i 1950'erne, var der i USA og Europa en slags offentlig forelskelse i atombomben. Atombombe-merchandise gik som varmt brød. Man havde atombombe-tyggegummi, atombombe-badedragter, atombombe-lagkager.

- Bomben var alles ven, så længe kun USA havde den. Den beskyttede os mod det onde og ville os alle det godt.

'Now I am become death, the destroyer of worlds.'

J. Robert Oppenheimer, ofte kendt som atombombens far, efter den første vellykkede atomsprængning

Den amerikanske fysiker J. Robert Oppenheimer havde i USA's tjeneste samlet den frie verdens førende forskere i et laboratorium i Los Alamos dybt inde i New Mexicos ørken.

En del af holdet var danske Niels Bohr, som blev hevet ind fra sit eksil i Sverige. Siden 1942 arbejdede de intensivt på bomben, som man testede første gang, bare få uger inden den landede i Hiroshima.

Verdens første atomsprængning, den såkaldte Trinity-test, fandt sted så afsides som muligt i Jornada del Muerto-ørkenen 16. juli 1945.

Efter tre år med en hel nations håb på Oppenheimers skuldre lykkedes prøvesprængningen endelig.

Det blev beskrevet af den tilstedeværende Thomas Farrell, hvordan Oppenheimers ansigtsmimik bevægede sig fra det yderste af anspændthed til ophøjet ro, da et øredøvende brag splittede luften ad, mens et blændende lys fra den notoriske paddehattesky viste sig i horisonten.

Bomben gjorde ham til en superstjerne, men forfulgte ham resten af livet.

Den søgende fysiker forklarede senere, hvordan ordene fra et hinduistisk skrift, han læste i sin fritid, kom gennem hovedet på ham.

'Now I am become death, the destroyer of worlds'.

Ordene blev hurtigt berømte og berygtede.

Skønt han om aftenen 6. august stillede sig foran en jublende skare med hænder foldet triumferende over hovedet, vendte han på en tallerken efter bombningen af Nagasaki tre dage senere. Det blev for meget for forskerens samvittighed.

- I løbet af 1950'erne blev han en af de største stemmer i bevægelsen for nedrustning mellem USA og Sovjetunionen, og han var en af de mest indædte modstandere af den senere videreudvikling, brintbomben.

Oppenheimer røg i årene efter i unåde hos den amerikanske regering, som slog hårdt ned på alle, de mente kunne have kommunistiske sympatier.

Han mistede sin sikkerhedsgodkendelse og blev i 1953 på FBI-direktør J. Edgar Hoovers anbefaling sat uden for indflydelse af præsident Dwight Eisenhower. Den storrygende Oppenheimer døde af lungecancer i 1967, 63 år gammel.

Blandt den almindelige amerikanske befolkning syntes man længe heller ikke, der var ret meget at diskutere, viste rundspørger fra Pew Research Center.

I efteråret 1945 mente 85 procent af amerikanerne, at begge bombninger var i orden. Til et andet spørgsmål svarede 67 procent af befolkningen, at de ville have brugt bomben til at 'udrydde byer' eller 'bombe en by ad gangen'.

Kun 26 procent ville have prioriteret at bombe menneskeforladte områder, og kun fire procent ville have afholdt sig helt fra at bruge den.

I 2005 mente 56 procent af de adspurgte, at Hiroshima og Nagasaki var det rigtige at gøre.

Selv i Japan mente næsten en tredjedel i 1991 det samme. Det tal var faldet til 14 procent i 2005.