76-årig skambidt og efterladt

Alice Aaberg fik sig noget af et chok, da hun mandag besøgte sin for nyligt afdøde mands gravsted og blev angrebet af en stor rottweiler

En rottweiler angreb ud af det blå 76-årige Alice Aaberg. Foto: Henning Hjorth
En rottweiler angreb ud af det blå 76-årige Alice Aaberg. Foto: Henning Hjorth

76-årige Alice Aaberg spottede den store rottweiler på lang afstand, da hun mandag havde besøgt sin for nyligt afdøde mands gravsted på Risbjerg Kirkegård i Hvidovre.

Alice fortæller til Ekstra Bladet, at hun allerede var en smule trist i humøret, da hun forlod kirkegården, og det hjalp bestemt ikke på sagen, da hun mødte en kvindelig hundelufter og hendes rottweiler på vejen hjem.

- Jeg tænkte 'sikke en stor hund', da jeg så kvinden med rottweileren, og jeg trådte et skridt til højre, da vi skulle passere hinanden, for jeg synes, den så en smule barsk ud, fortæller Alice Aaberg til Ekstra Bladet.

Det viste den sig bestemt også at være, for på et splitsekund angreb rottweileren og bed sig sig fast i den 76-åriges arm.

- Jeg gik totalt i chok, og jeg turde slet ikke kigge på min arm, hvor det bare løb ned med blod, siger Alice Aaberg.

Rottweileren havde bidt så hårdt i Alices arm, at almindelige sting slet ikke var nok. Huden skulle i stedet lappes sammen med strips.

Episoden har sat sig i Alice, der ikke lige foreløbig tør gå ned til sin afdøde mands grav. Foto: Henning Hjorth
Episoden har sat sig i Alice, der ikke lige foreløbig tør gå ned til sin afdøde mands grav. Foto: Henning Hjorth
 

Hundeejer stak af
Ifølge Alice sagde kvinden bare 'ej undskyld', da hun trak hunden til sig. Da den 76-årige insisterede på at få kvindens navn, stak både hun og hunden halen mellem benene og flygtede fra kirkegården.

- Jeg vaklede rundt, og jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre. Der var ikke andre mennesker i nærheden, så jeg synes ikke det var i orden, at kvinden efterlod mig alene i den tilstand, siger Alice.

Alice Aaberg anmeldte episoden til Københavns Vestegns Politi, der opfordrede ejeren til at melde sig selv. Så langt nåede hundeejeren dog aldrig, for Alices barnebarn var hurtig på tasterne og eftersøgte hundeejeren i Facebook-gruppen '2650 Hvidovre'.

Her fik han over 200 henvendelser med bud på, hvem kvinden var og hvor hun boede. Ifølge Alice Aaberg tog politiet ud til hundejeren, der erkendte episoden, og derfor fik hun en bøde. Episoden har dog sat sig voldsomt i Alice.

- Jeg tør ikke gå ned til min mands grav lige foreløbig. Nu kommer jeg til at køre derned, selvom det egentlig er en dejlig gåtur fra mit hjem, fortæller den 76-årige.

Alice Aaberg fortæller, at hunden kan få et påbud om at have mundkurv på, når den befinder sig på offentlige stedet, men den 76-årige tvivler på, at det vil blive overholdt. Derfor opfordrer hun nu andre i området til at holde øje med hunden, hvis de skulle møde den.

EKSTRA BLADET ADVARER OM VOLDSOMME BILLEDER HERUNDER ...

Sådan så Alices arm ud, efter rottweileren havde bidt hende. Foto: Privatfoto
Sådan så Alices arm ud, efter rottweileren havde bidt hende. Foto: Privatfoto

Alice arm måtte lappes sammen med strips. Foto: Privatfoto
Alice arm måtte lappes sammen med strips. Foto: Privatfoto
 

Alice røg til behandling på Hvidovre Hospital. Foto: Privatfoto
Alice røg til behandling på Hvidovre Hospital. Foto: Privatfoto