78-årig sendte selfie-klage fra elevator: Her er BaneDanmarks svar

BaneDanmark overvejer at gøre en undtagelse for at gøre ægtepar på 78 og 80 år tilfredse igen. Det er langt fra første gang de sidder fast i elevatoren

- Det er da godt, at vi ikke har klaustrofobi, siger Kirsten Holm, som konstaterede, at elevatoren først brummede og siden kun nåede at falde 10 centimeter, inden den satte sig ubehjælpeligt fast. (Selfie: Kirsten Holm)
- Det er da godt, at vi ikke har klaustrofobi, siger Kirsten Holm, som konstaterede, at elevatoren først brummede og siden kun nåede at falde 10 centimeter, inden den satte sig ubehjælpeligt fast. (Selfie: Kirsten Holm)

78-årige Kirsten Holm og hendes to år ældre mand, Jørgen Holm, skal ikke forvente at få økonomisk kompensation fra BaneDanmark, efter at de søndag formiddag sad fast i en time i en elevator ved Hvalsø Station på Sjælland.

Det fortæller sektionschef i BaneDanmarks driftafdeling, Søren Thrane, til Ekstra Bladet.

- Det er selvfølgelig en ærgerlig oplevelse, som ægteparret har haft, og det beklager vi. Men så længe man ikke kan påvise, at det er BaneDanmarks fejl, at de har siddet fast, så betegner vi sådan en situation som den, de har været udsat for, som et hændeligt uheld, siger Søren Thrane.

BaneDanmark ejer 130 elevatorer på stationer rundt i landet. Og et privat firma har tilsynet med elevatorerne. Og selv om Kirsten Holm fortæller til Ekstra Bladet, at det er anden gang på seks uger, at hun sammen med sin mand har siddet fast i netop den elevator på Hvalsø Station, så mener Søren Thrane ikke, at der er noget specielt i vejen med elevatoren på stedet.

- Nu bliver elevatoren naturligvis gennemgået efter episoden her, men faktisk er der ikke de store problemer med elevatorerne i Hvalsø i forhold mange andre elevatorer. Jeg tror bare, at parret har været uheldige, forklarer Søren Thrane.

Se også: Ældre ægtepar sidder igen fast i elevator på togstation: Det er for ringe

Ældre kvinder så det
Det var omkring klokken 11, at Kirsten og Jørgen Thrane ville tage elevatoren ned under sporene på Hvalsø Station, så de kunne komme over på den anden side i spor 2 for at tage toget mod København. Efter at de var kommet ind i elevatoren og havde trykket på den knap, der normalt fører elevatoren ned under jorden, så nåede elevatoren kun at bevæge sig ti centimeter, inden den ifølge Kirsten Holm brummede og gik i stå.

To ældre kvinder opdagede, at ægteparret pludselig sad fast i elevatoren, men fordi toget kom i det samme, valgte de ældre kvinder at tage med toget, og så kom Kirsten og Jørgen Holm faktisk til at sidde mutters alene i elevatoren, indtil montøren ankom.

Kirsten Holm reagerede til at begynde med ved at kontakte det selskab, som står for at vedligeholde elevatoren via højttaleranlægget, men de to kom til at vente i en hel time, før det lykkedes en montør med værktøj at bryde dørene op.

- Vi er trætte af, at den sætter sig fast, og at tingene ikke er i orden, sagde Kirsten Holm til Ekstra Bladet fra sin mobiltelefon.

Sidste gang gik der tre kvarter
Kirsten Holm valgte at kontakte Ekstra Bladet lige efter, at hun havde fået at vide, at der ville komme til at gå en del tid, inden en montør ville være fremme i Hvalsø og kunne hjælpe dem. Og Kirsten Holm sendte dokumentation for sin påstand i form af en selfie-sms og flere billeder fra elevatoren.

En montør måtte bøvle lidt med elevatordøren, før det lykkedes at komme ind til Kirsten og Jørgen Holm. (Foto: Kirsten Holm)
En montør måtte bøvle lidt med elevatordøren, før det lykkedes at komme ind til Kirsten og Jørgen Holm. (Foto: Kirsten Holm)

Det havde hun nu også god tid til at gøre.

- Sidste gang vi sad fast, gik der tre kvarter, fortsatte Kirsten Holm.

Ifølge Søren Thrane er der ikke forskel på, om man er 80 eller 25 og sidder fast i en af BaneDanmarks elevatorer. Alle behandles ens og får altså hverken taxabon eller rabat på togbilletten.

- Men i denne konkrete sag kan det da godt være, at vi i næste uge vil tage kontakt til parret for at se, om vi kan finde en løsning, der gør, at de bliver tilfredse igen, lyder det fra driftchefen.

Kirsten og Jørgen Holm slap ud af elevatoren lidt efter klokken 12.

- Hurra. Nu er vi kommet ud i det fri igen. Forsinkelsen blev to timer.Kan man ikke få erstatning, spørger hun i en sms til Ekstra Bladet.

168 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere