8.000 til drukfest: Nu skal Steen rydde op

Skovfogeden Steen Bjarke Hansen skal bruge 15 arbejdstimer på at rydde op efter gymnasieelevers fest i Dyrehaven

Skovfogeden i Dyrehaven, Steen Bjarke Hansen, kigger ud over Ulvedalen. Han har været i gang med oprydningen sammen med otte kollegaer siden klokken syv i morges. Her hen ved eftermiddagen, gør han nu status. 

- Lige nu er vi i det afsluttende arbejde. Hvis jeg kigger mod øst, kan jeg ikke se noget affald, på nær i den store container, hvor det ligger, siger han og fortsætter:

- Hvis jeg vender mig om og kigger mod vest, kan jeg se mine kollegaer gå og rydde op, og der mangler stadig lidt.

Der er blevet samlet affald, der fylder en lille container med top på. Arbejdet startede tidligt lørdag og kommer til at tage hele dagen. Det sidste affald vil blive samlet ind på mandag, for i morgen skal skovfogeden og kollegaerne holde fri.

God trend
Alt i alt kommer arbejdet med at rydde op efter 'puttefesten' til at tage omkring 15 timer for skovfogeden. Der har også været gymnasier, der holdt fest uden for Ulvedalen, men de har været forbi og rydde op efter sig selv. For det utrænede øje ser der nu ud, som der plejer i resten af Dyrehaven.

Skovfogeden er godt tilfreds med, at der har været gymnasieelever forbi og rydde op. Det er en trend, der godt må fortsætte.

- Hvis alle gymnasier sendte 10, ville vi være færdig på to timer. Men der har været 20 fra Ingrid Jespersens Gymnasium, og det har hjulpet meget.

Forbud mod musik
Skovfogeden gik i seng da de unge gymnasieelever forlod haven omkring klokken 23.30. Der var to musikanlæg, som han forsøgte at få de unge til at slukke. Den ene måtte der lidt mere overtalelse til.

- Ja, jeg måtte lige bede storebror, altså politiet, komme forbi og få dem til slukke en larmende containerkuffert, siger skovfogeden.

Det er forbudt at spille musik i Dyrehaven, med mindre man er Bakken eller det Kongelige Teater. I hele juni måned spillede forestillingen Røde Orm, så dyrene i skoven er vant til larmen.

Problemet med musikken er, at de unge bliver sværere at lokke hjem.

Skovfogeden har ikke nogen særlig holdning til de unge menneskers indtog i Dyrehaven, selvom det kan virke overvældende.

- Naturen er til os alle. Hr. og fru Jensen må også komme og drikke champagne, når det passer dem.

Se også: 16-årig anholdt for overfald til stor gymnasie-drukfest

97 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere