I Sydkoreas hovedstad Seoul er det langtfra givet, at en tur på toilettet er noget, der tilhører privatlivets fred.
Det har en række lurere ødelagt ved at installere kameraer på eksempelvis offentlige toiletter og prøverum i tøjbutikker for at optage kvinder, når de tror, de er alene.
Optagelserne fra de skjulte kameraer ender typisk på pornosider.
Men det skal stoppe nu, og myndighederne har nu udkommanderet 8000 mod tidligere 50 mand til at lede efter de skjulte kameraer.
Det skriver blandt andre New York Times.
- Det er for at sikre, at borgere kan føle sig trygge, når de benytter offentlige toiletter, oplyser Seouls lokalregering ifølge New York Times.
Største kvindeprotest
Byen agter dermed at inspicere samtlige 20554 offentlige toiletter dagligt.
Ifølge politiets statistik er der siden 2013 anmeldt mere end 30.000 suspekte optagelser fra blandt andet toiletter i byen.
Kamerajagten indledes ved begyndelsen af oktober og er målrettet blandt andet offentlige toiletter på togstationer, parker, indkøbscentre.
Flere gange i løbet af de seneste måneder er tusindvis af sydkoreanske kvinder gået på gaden i Seoul for at protestere mod lurerne, og reaktionen på fænomenet betegnes som Sydkoreas største kvindeprotest nogensinde.
Titusinder af sydkoreanere i protest mod lurere