810 eller BIO: Så lusket markedsføres insektgift

I årevis har en snedig tal-kombination på et giftigt kemikalium lokket folk til at tro, at det er harmløst og økologisk

Myremidlet 810 hed engang BIO. Trods navneskiftet står der - som på det indsatte foto her - Bio. (Foto:  Mikkel Tariq Khan)
Myremidlet 810 hed engang BIO. Trods navneskiftet står der - som på det indsatte foto her - Bio. (Foto: Mikkel Tariq Khan)

Nu begynder myresæsonen, og landets husejere invaderes af flyvemyrer og alverdens kryb, som med varmen vågner fra vinterdvalen tilsyneladende med den eneste mission at underminere terrassefliser og dit gode sommerhumør.

Det vil få finde sig i, men vi ønsker ikke at sprede gift, der gør skade på mennesker, kæledyr og planter.

Men så er det godt, at den Hobro-baserede kemivirksomhed Trinol tilbyder et tilsyneladende harmløst alternativ mod den krible-krablende sommerplage.

En 'økologisk' dræber
Det kaldes BIO – et synonym for øko – og det dræber foruden fluer, ørentvister, sølvfisk, biller også lopper og edderkopper.

På flasken prales der ’med omtanke for miljøet’, og der findes adskillelige firkløvere.

Det lyder miljøvenligt og ser sådan ud. Men der er et stort men.

Navneskifte: BIO til 810
For kemikalie-selskabet blev nemlig for 17 år tvunget til at få 'BIO' ud af navnet på deres insektgift. Selskabet valgte i stedet for BIO at kalde det 810, som - skrevet på den rigtige måde - hurtigt kan læses som bio.

Men en lang række af forhandlerne, herunder Bauhaus, tror stadig, det hedder Bio – med de uskyldige grønne signaler, det sender.

Sælges som biospray
– Når selv forhandlerne tager fejl og markedsfører det som ’Bio’ og sågar ’Bio-spray’, så er det klart tegn på, det er vildledende. Så logoet bør ændres, siger Vibeke Myrtue Jensen, miljøpolitisk rådgiver i Forbrugerrådet Tænk.

Ekstra Bladet besøgte lørdag Bauhaus i Glostrup, som kaldte den ’Trinol Bio Insektmiddel.’

Kan give nerveskader
Andre forhandlere kalder den ligefrem biospray. Det på trods af at den er så giftig, at dens dampe ifølge et datablad kan give sløvhed, svimmelhed og medføre skader på nervesystemet.

– Producenten har ikke andre produkter i en nummerserie – der findes kun 810, der er let at forveksle med ’bio’. Jeg kan ikke tillægge dem motiver, men det er da påfaldende. Og det er ikke første gang, vi ser en virksomhed forsøge at vaske sig selv grønnere, end den er, til ulempe for forbrugernes tillid til økologiske og miljørigtige produkter, siger Vibeke Myrtue Jensen.

I Bauhaus tager de nu konsekvensen af kritikken.

Bauhaus: Vi ændrer navnet
– Hvis det virkelig er sandt, så stopper vi selvfølgelig med det. Det er med garanti ikke sket bevidst for at snyde nogle, svarer Mads Jørgensen, direktør, Bauhaus.

– Hvad vil du sige til dem, som allerede har købt en biospray hos jer i den tro, det var miljøvenligt?

– De kan få deres penge tilbage.

Paul Pihl, Rødovre: Det er helt gak

Paul Pihl. Foto: Tariq Mikkel Khan
Paul Pihl. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

– Hvordan læser du skriften på dette produkt?

– Bio.

– Hvad tænker du om et produkt, der hedder bio?

– Når det hedder bio, og der er grønt i skriften, tænker jeg, at det er uden gift.

– Faktisk hedder det 810. Og hvis du vender den om, kan du se, at det faktisk er giftigt. Hvad tænker du om det?

– Det er skandaløst! Markedsføringen er jo helt fejlagtig. Det er løgn. Det er helt gak. Det er decideret uartigt at bruge sådanne farver og få det til at ligne bio.

Aage Petersen, Vallensbæk: Der er gået inflation i bio - tror ikke på det

Aage Petersen. Foto: Tariq Mikkel Khan
Aage Petersen. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

– Hvordan læser du skriften på dette produkt?

– 810.

– Bauhaus kalder det Bio. Hvad tænker du omkring det navn?

– Det kan jo være, at de ikke kan læse. Jeg tror generelt ikke på det, når de skriver bio. Det er, som om at der er gået inflation i det, fordi de tror, at folk hopper på den. Men det tror jeg altså ikke, at de gør.

– Hvis du vender produktet om, er der adskillige advarsler. Hvad siger du til det?

– Jeg bryder mig ikke om, at de giver det ud for noget andet, end det er.

Helle Clewley, Taastrup: Misvisende

Helle Clewley. Foto: Tariq Mikkel Khan.
Helle Clewley. Foto: Tariq Mikkel Khan.
 

– Hvordan læser du skriften på dette produkt?

– 810.

– Bauhaus kalder det Bio. Hvad tænker du omkring det navn?

– Når der er grønt i navnet, og det kaldes Bio, tænker jeg, at det er godt for miljøet.

– Hvis du vender produktet om, er der adskillige advarsler. Hvad siger du til det?

– Det er ikke i orden, og det er misvisende. Det er langtfra alle, som læser bagpå, så forsiden skal afspejle, hvad det er for et produkt. Man tror, at man gør noget godt for miljøet, og så gør man det slet ikke.

1 af 2 Foto: Tariq Mikkel Khan
2 af 2 Myremidlet 810 hed engang BIO. Trods navneskiftet står der - som på det indsatte foto her - Bio. (Foto: Mikkel Tariq Khan)
100 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere