827 personer er nu registreret smittet med coronavirus i Danmark

Af de 4446 personer, der er testet for coronavirus i Danmark, er 827 bekræftet smittet med virusset

Den danske grænse ved Københavns Lufthavn Kastrup, lørdag den 14. marts 2020. Statsministeren meddelte på et pressemøde fredag aften, at alle landets grænser lukker lørdag klokken 12.00 for at forhindre udbredelse af smitte med coronavirus. Grænsekontrollen løber til og med 13. april, og alle udlændinge uden anerkendelsesværdige formål i Danmark vil i den periode blive afvist ved grænsen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Den danske grænse ved Københavns Lufthavn Kastrup, lørdag den 14. marts 2020. Statsministeren meddelte på et pressemøde fredag aften, at alle landets grænser lukker lørdag klokken 12.00 for at forhindre udbredelse af smitte med coronavirus. Grænsekontrollen løber til og med 13. april, og alle udlændinge uden anerkendelsesværdige formål i Danmark vil i den periode blive afvist ved grænsen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Antallet af smittede med coronavirus i Danmark stiger fortsat, og lørdag formiddag er 827 personer konstateret smittet med virusset.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen.

Antallet er en stigning fra 801 personer fredag eftermiddag.

Stigningen er lavere end de foregående dage. Det skyldes formentlig, at myndighederne har ændret strategi og er begyndt at teste færre end tidligere.

På sin hjemmeside skriver Sundhedsstyrelsen:

- Smitten er nu så udbredt i Danmark, at der ikke er grundlag for særskilte indsatser eller test alene på baggrund af forudgående rejsehistorie.

Endvidere fremgår det, at alle borgere bør følge Sundhedsstyrelsens generelle råd for at begrænse smitte.

Ud over de smittede i Danmark er der nu ni bekræftede coronatilfælde på Færøerne. Det er en tredobling fra fredag, hvor tre var konstateret smittede.

I Grønland har der ikke været nogle bekræftede smittetilfælde. Men tre personer er blevet testet.

Ud over de 827 registrerede tilfælde er der også en del i Danmark, som forventes at være smittede, uden at myndighederne ved det.

Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen, har oplyst, at der er store mørketal. Det vil sige, at der er flere smittede end de registrerede tilfælde.

Indtil videre er 4446 personer i Danmark blevet testet for coronavirus.

Fredag eftermiddag var 3998 personer i Danmark blevet testet.

Der er ikke tal for, hvor mange af de smittede som er blevet raske igen.

De raskmeldte indgår stadig i opgørelsen over, hvor mange der i Danmark er smittet med virusset.

De danske myndigheder har taget og tager fortsat en række foranstaltninger for at mindske spredningen af coronavirus i Danmark.

Senest har statsminister Mette Frederiksen (S) meddelt, at alle Danmarks grænser vil være lukket fra lørdag klokken 12.00 til og med 13. april.

Dermed vil det kun være muligt for mennesker med det, regeringen kalder 'anerkendelsesværdig grund', at komme ind i landet.

Det kan eksempelvis være, hvis man ikke er dansk statsborger, men bor eller arbejder i Danmark. Alle uden anerkendelsesværdigt formål vil blive afvist ved grænsen, lyder det fra myndighederne.

Desuden fraråder myndighederne nu alle ikke-nødvendige rejser til alle lande i verden, sagde regeringen fredag.

OVERBLIK: Kun få må rejse ind over de lukkede grænser

De danske grænser lukker for indrejse lørdag klokken 12. Danskere statsborgere kan altid komme ind i landet, men udlændinge kommer kun ind, hvis de har et anerkendelsesværdigt formål.

Læs her om, hvad det mere præcist er:

* Personer, som bor eller arbejder i Danmark, anses for at have et anerkendelsesværdigt formål med at indrejse. Det gælder også selvstændige erhvervsdrivende, der udfører arbejde i Danmark.

* Personer, der skal levere varer til Danmark, eller som skal hente varer, der skal ud af lavet, må også rejse ind.

* Forældre til mindreårige børn, som har samværsret med disse, og som rejser til landet for at udøve denne, må rejse ind.

* Personer, som agerer primær omsorgsperson for mindreårige børn, må rejse ind.

* Personer, som skal besøge alvorligt syge eller døende familiemedlemmer, må rejse ind.

* Personer, som kommer til Danmark, for at deltage i et igangværende behandlingsforløb hos sundhedsmyndighederne, må også rejse ind.

* Det er også tilladt at rejse ind, hvis man kommer til landet for at deltage i en begravelse.

* Skal man deltage i en retssag, er indrejse tilladt. De danske domstole har dog lukket ned for næsten alle retsmøder.

* Studerende på uddannelsesinstitutioner, som ikke er lukkede, og hvor der ikke tilbydes fjernundervisning, må også rejse ind.

* Almindelige familiebesøg, turistbesøg, studieture og lignende er ikke at regne som anerkendelsesværdige formål. Sådanne personer vil blive afvist ved grænsen.

* Ved indrejse skal man over for grænsekontrollen kunne godtgøre sit formål, for eksempel ved fremvisning af legitimation, sygesikringsbevis, ansættelsesbevis, lønseddel, kontrakt, indkaldelse til behandling eller lignende.

* Der vil også være mulighed for at indrejse, hvis man på anden troværdig vis kan godtgøre, at man har et anerkendelsesværdigt formål med sin indrejse.

Kilde: Rigspolitiet

735 kommentarer
Vis kommentarer