87 døde elefanter er blevet fundet skudt nær Okavango Deltaet i Botswana, som er et beskyttet reservat og et yndet turistmål.
Det skriver BBC.
Samtlige elefanter mangler dele af deres kranie og deres stødtænder, hvilket vidner om, at der er tale om krybskytteri.
Elefanterne blev fundet af organisationen Elephants Without Borders, der er en non-profit organisation, som arbejder for at bevare Afrikas bestand af elefanter. Elefanterne blev fundet gennem en af organisationens regelmæssige overflyvninger af området, og mange af dem er blevet slået ihjel inden for de seneste par uger.
- Jeg er chokeret. Jeg har aldrig før set krybskytteri af denne størelsesorden i Afrika, siger Mike Chase, grundlægger af Elephants Without Borders til BBC. Han frygter, at rovdriften på elefanter kan få alvorlige konsekvenser for Botswanas elefantbestand.
Vagter uden våben
Botswana havde før i tiden omdømme for at behandle krybskytter med hård hånd og havde meget få problemer sammenlignet med de omkringliggende lande. Dette tiltrak elefanter fra nær og fjern, da Botswana var et sted, hvor de kunne leve i fred. Men det ser nu ud til at ændre sig med hastige skridt.
Det stigende antal af skudte elefanter falder sammen med ændringer i Botswanas lovgivning tilbage i maj, der har betydet, at de vagter, der er sat ind for at beskytte dyrene mod krybskytter, ikke længere må bære våben.
Og ifølge Mike Chase er det, hvad vi nu ser konsekvenserne af.
- Krybskytterne vender nu deres geværer mod Botswana. Vi har den største bestand af elefanter, og krybskytterne har fuldstændig frit spil, siger han.
Regeringen bliver nødt til at handle
Lovændringen trådte i kraft uden nogen forklaring kort efter den nye præsident Mokgweetsi Masisis tiltræden i april 2018.
Mike Chase fra Elephants Without Borders opfordrer nu Botswanas regering til at handle.
- Vi har altid stået forrest i denne kamp, men det kræver politisk vilje. Vores præsident bliver nødt til at håndtere problemet med det samme. Turismen er ekstremt vigtig for vores økonomi og for vores internationale omdømme. Og alt det bliver sat på spil, hvis vi ikke formår at passe på vores elefanter.