9-årigs æggestok gør barnløs kvinde gravid

Takket være danske læger har en kvinde for første gang nogensinde fået et barn fra sin nedfrosne æggestok

Her er et stykke æggestok, som læger har opereret ind i en kvinde. Foto fra Rigshospitalet
Her er et stykke æggestok, som læger har opereret ind i en kvinde. Foto fra Rigshospitalet

Det er intet mindre end en verdensbegivenhed, at 24-årige Moaza Al Matrooshi har født en lille søn. Hun står som verdens første bevis på, at flere års fertilitetsforskning har givet pote, skriver Rigshospitalet.

Med hjælp fra danske eksperter fra Århus Universitetshospital og Rigshospitalet er det blevet muligt at gøre en ung kvinde gravid med hjælp fra hendes ikke kønsmodne og nedfrosne æggestok.

Moaza fik som 9-årig fjernet sin æggestok, da hun havde kræft og skulle gennemgå kemobehandling, i håbet om at hun senere kunne få sat den op igen og få muligheden for at få børn.

- Jeg har altid vidst, at jeg ville blive mor, så jeg stoppede aldrig med at håbe på det, siger Moaza til BBC i England, hvor hun fødte barnet.

Piger med kræft kan få børn
De danske læger jubler over resultatet.

- Det er en vigtig milepæl, vi har bidraget til. Vi har nu et endegyldigt bevis på, det vi i altid har tænkt var muligt, siger professor Claus Yding Andersen, fra Reproduktionsbiologisk Laboratorium på Rigshospitalet.

At piger kan få børn fra deres ikke-kønsmodne æggestokke, som er blevet frosset ned, før de gik i puberteten.

- Så længe deres æggestokke bliver fjernet i tide, hvis kvinden for eksempel skal gennemgå kemoterapi, kan vi senere transplantere dele af vævet tilbage, og genoprette funktionen i æggestokken, siger professoren.

Danmark er længst fremme
Claus Yding og kollegaen Erik Ernst har stået for hele proceduren med Moaza.

Danmark står nemlig forrest, når det gælder at nedfryse, opbevare, optø og transplantere væv fra æggestokken.

Derfor har Claus og Erik stået for at optø Moazas æggestok og operere den ind i hende.

Indgrebet gav pote med det samme, og den unge kvinde fra Dubai fik menstruation og ægløsning efter blot tre måneder. Så var hun frugtbar.

Selvom eksperterne har mange års erfaring med at nedfryse unge kvinders og pigers æggestokke, er det helt nyt at gøre det med en ikke-kønsmoden æggestok.

- Det er nu lykkes, siger Claus Yding.

 

Æggestok-transplantation

I forbindelse med en ondartet sygdom som kræft, kan kvinder vælge at få deres æggestok fjernet og frosset ned.

Behandling mod kræft kan nemlig ødelægge kvindernes æg og dræbe deres fertilitet.

På verdensplan er der født omkring 100 børn fra transplantation af æggestoksvæv.

Ca 300 æggestokke er transplanteret tilabge i kvinder efter behandling for ondartede sygdomme, så som kræft.

Danske eksperter har stået for omkring 100 af transplantationerne.

I Danmark har kvinder fået fjernet sin æggestok i København, Århus og Odense - men Rigshospitalet står for at fryse og opbevare dem.

Kilde: Rigshospitalet

1 kommentar
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere