90 smittet med coronavirus i Danmark

Antallet af smittede med coronavirus i Danmark er nu steget til 90, oplyser Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside.

Undgå coronasmitte: Sådan anvender du håndsprit korrekt. Video: Lasse Brøndal/Redigering: Martin Ekelund/Maya Westander

Sundhedsstyrelsen har hævet antallet af smittede fra 59 til 90 danskere. Det fremgår af deres hjemmeside.

Stigningen sker kort tid efter et pressemøde, hvor Anne-Marie Vangsted fra Styrelsen for Patientsikkerhed fortalte, at der var 59 smittede i Danmark, hvoraf seks var i indlagt.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er der nu 1119 testede personer, 90 smittede og nul dødsfald. Globalt er der 109.695 smittede personer og 3811 dødsfald. Tallene er senest blevet opdateret klokken 17.

Der er flere børn blandt både de smittede og dem i karantæne.

Det bekræfter Anne-Marie Vangsted, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, over for Berlingske.

- Det er rigtigt, at der er børn blandt de undersøgte og smittede, siger hun til avisen.

Direktøren ønsker ikke at fortælle, hvor mange børn der er tale om, eller hvor gamle de er. Hun ønsker heller ikke at fortælle direkte, om der er børn blandt de i hvert fald seks patienter, som er blevet indlagt på grund af smitte.

- Børn kan blive smittet, men som det er, bliver børn ikke særligt syge, siger hun til Berlingske.

Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen, gentog på pressemødet budskabet om, at vi vil se flere smittede herhjemme den kommende tid.

- Vi vil forvente at se flere og flere smittede i det danske samfund. Vi vil også begynde at se smittespredning på trods af vores inddæmningsstrategi og de tiltag, der er taget, sagde Søren Brostrøm.

Forsinke eller forhale
Han henviste til regeringens opfordring til at udskyde eller aflyse større arrangementer med 1000 deltagere eller derover.

Strategien er ifølge direktøren at forsinke og forhale spredningen af virus, til vi når hen til en årstid, hvor den ikke spreder sig så hastigt.

Der kan komme en situation, hvor omfanget af smittede bliver så stort, at man ifølge direktøren må skifte strategi.

Men der er vi ikke endnu, understregede han.

725 kommentarer
Vis kommentarer