To betjente fra politiet i Nottinghamshire, Storbritannien, blev torsdag sendt ud til en 93-årig borger for at tjekke hans helbred.
Indbrudstyve brød for et par måneder siden ind hos den 93-årige mand, og betjentenes besøg var derfor en del af politiets arbejde med at sørge for, at de ældre borgere i byen føler sig sikre.
Her fortalte manden blandt andet, at han havde mistet sin kone en juleaften for nogle år siden, samt at han for mange år siden havde været udsendt i krig.
Det skriver flere britiske medier, heriblandt den lokale avis Nottingham Post.
En af politibetjentene Craig Bull opdagede, at manden havde et klaver i stuen. Den ældre mand spurgte straks, om Craig Bull mon kendte til Frederic Chopin.
Det gjorde han, og han satte sig derefter til rette ved klaveret og begyndte at spille.
Den anden politibetjent filmede episoden, og i videoen kan man se, at den 93-årige mand - der har ønsket at være anonym - sidder i en stol og spiller melodien med fingrene.
Videoen blev efterfølgende lagt på politiets Facebook-side, hvor den indtil videre er blevet set 245.000 gange og delt over 1600 gange.
- Jeg fik det virkelig godt med mig selv og mit job. Han følte sig ønsket og beroliget. Han var virkelig glad for, at vi besøgte ham for at tjekke, om han var okay, fortæller Craig Bull i opslaget og fortsætter:
- Det gjorde min dag god, og som I kan se i videoen, satte han stor pris på det.