Da den 99-årige krigsveteran Tom Moore fik den søde idé, at han ville samle 1000 britiske pund - svarende til omkring 8550 danske kroner - ind til det britiske sundhedsvæsen ved at gå 100 længder i sin baghave, havde han slet ikke forudset, hvor vildt det ville udvikle sig.
99-årig ville samle 8550 kr ind ved at gå tur: Nu har han ramt 67 millioner
Nyheden om den ældre herre fra Keighley i britiske West Yorkshire, der i Anden Verdenskrig tjente som soldat i både Indien og Sumatra, gik verden rundt, og allerede næste aften var han oppe på svimlende tre millioner pund - 25,6 millioner danske kroner
Onsdag delte Tom Moore en stor nyhed på sin Twitter-profil, da hans Justgiving-indsamling havde rundet seks millioner pund, og siden er donationerne fortsat med at vælte ind til den pensionerede britiske officer.
I skrivende stund har han således samlet mere end 15,3 millioner britiske pund. Det svarer til omtrent 131 millioner danske kroner, som blandt andet skal gå direkte til dem, der arbejder helt i fronten i kampen mod covid-19 i Storbritannien og til elektroniske enheder til coronapatienter, der mangler muligheder for at kunne kommunikere med deres familier, mens de er i isolation.
Oprindeligt havde Tom Moore sat sig det mål for indsamlingen, at han ville nå op på at gå 100 længder i sin baghave med sin rollator for 1000 britiske pund inden sin 100-års fødselsdag 30. april.
Men allerede i går, onsdag, proklamerede hans datter Hannah til BBC, at hun troede, han ville nå de 100 længder allerede torsdag.
Og det fik hun ret i. En ny video af Tom Moore, som du kan se i toppen af artiklen, viser den 99-årige nu verdenskendte krigsveteran nå sit mål.
I den forbindelse siger han til BBC Breakfast:
- I sidste ende skal vi nok blive o.k. Solen vil skinne på dig igen, og skyerne forsvinder.
Over 730.000 personer har doneret små og store beløb til Tom Moores indsamling, som med de 14,6 millioner pund har nået mere end 2860 procent af sit mål på 500.000 pund - hvilket han satte beløbet op til, da det efter et døgn gik op for ham, at det gik hurtigere med at samle pengene ind, end han havde troet.
Torsdag havde den britiske sundhedsminister, Matt Hancock, en særlig hilsen i ærmet til Tom Moore, der på kun lidt over en uge er blevet en sand folkehelt med sin indbringende gåtur i haven.
- Jeg vil gerne sende en særlig hyldest til kaptajn Tom Moore. Kaptajn Tom, du er en inspiration for os alle. Tak, lød det fra Matt Hancock under det daglige pressemøde med den britiske regering.
I lyset af Tom Moores kampagne er hashtagget #ClapForTom begyndt at trende på det sociale medie Twitter. Her ytrer mange brugere deres hyldester og ros for den 99-åriges flotte gerning. Flere udtrykker endda et ønske om, at Tom Moore skal slåes til ridder.