99-årig ville samle 8550 kr ind ved at gå tur: Nu har han ramt 67 millioner

Tom Moore ville gå 100 længder i baghaven

Tom Moores mål er at nå 100 længder i baghaven inden sin fødselsdag 30. april. Foto: Ritzau Scanpix
Tom Moores mål er at nå 100 længder i baghaven inden sin fødselsdag 30. april. Foto: Ritzau Scanpix

Den 99-årige krigsveteran Tom Moore fra Keighley i britiske West Yorkshire fik den søde idé, at han ville samle 1000 britiske pund - svarende til omkring 8550 danske kroner - ind til det britiske sundhedsvæsenet før sin 100 års fødselsdag.

Det ville han gøre ved at gå 100 gange frem og tilbage i sin baghave, skriver blandt andre The Guardian.

Tom Moore havde dog ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, hvilke gigantiske summer, hans lille indsamling ville komme til at indkassere til landets pressede sundhedspersonale.

Tom Moore havde aldrig troet, hans indsamling ville komme så langt ud. Foto: Ritzau Scanpix
Tom Moore havde aldrig troet, hans indsamling ville komme så langt ud. Foto: Ritzau Scanpix
 

Allerede 24 timer efter den 99-årige veteran havde oprettet sin kampagne 8. april, var han oppe på 70.000 britiske pund. Det svarer til næsten 600.000 danske kroner. Derfor hævede han målet til en halv million pund og troede, at det nok var lige lovligt optimistisk. Men den følgende nat passerede han to millioner pund - cirka 17 millioner kroner, og næste aften rundede han tre millioner - 25,6 millioner danske kroner.

Onsdag morgen lød det sådan her på Tom Moores Twitter-profil: '6 MILLIONER PUND!! Tak allesammen, dette er til vores alles fantastiske sundhedspersonale'.

Siden da har indsamlingen endda høstet endnu flere penge, og er nu - i skrivende stund - oppe på svimlende 7,9 millioner britiske pund, hvilket svarer til 67,61 millioner danske kroner. Pengene kommer fra over 400.000 mennesker fra hele verden, der alle har doneret små eller store beløb til den 99-åriges indsamling.

- Det synes jeg er kæmpestort. På intet tidspunkt, da vi startede denne øvelse, havde vi forventet, at vi ville få i nærheden af så mange penge, siger Tom Moore, der bor hos sin familie i Bedfordshire, til BBC.

Tom Moore ramte hurtigt nyhederne i Storbritannien med sin indsamling. Foto: Ritzau Scanpix
Tom Moore ramte hurtigt nyhederne i Storbritannien med sin indsamling. Foto: Ritzau Scanpix
 

- Det viser bare, at folk har stor respekt for vores nationale sundhedsvæsen, og det er virkelig fantastisk, at folk har betalt så mange penge, fortsætter han, og indskyder så: - Det er næsten utroligt, er det ikke?

Hver dag går den 99-årige tidligere krigsveteran 10 længder i sin have med hjælp fra sin rollator. Hans mål har hele tiden været at nå de 100 længder inden sin 100 års fødselsdag 30. april. Men hans datter Hannah tror bestemt, at han når det i morgen, torsdag, skriver The Guardian.

Stærk forbindelse til sundhedsvæsenet
Tom Moore var britisk soldat i anden verdenskrig, hvor han blandt andet tjente i Indien og Sumatra fra han blev hvervet som officer i 1940.

Datteren fortæller, at han i lang tid har følt en stærk forbindelse til det britiske sundhedsvæsen, blandt andet efter hans kone døde i 2006 efter et længere sygdomsforløb. Han er desuden selv blevet behandlet for blandt andet hudkræft og en brækket hofte. Derfor blev han også kun endnu mere stædig, da hans indsamling rundede en million pund og han kunne se en mulighed for at kunne samle endnu flere penge ind til det gode formål.

Tom Moore har snart nået sit mål: 100 længder i haven med rollatoren. Indsamlingen har for længst overskredet sit mål med flere tusinde procent. Foto: Ritzau Scanpix
Tom Moore har snart nået sit mål: 100 længder i haven med rollatoren. Indsamlingen har for længst overskredet sit mål med flere tusinde procent. Foto: Ritzau Scanpix
 

- Vi troede, at vi kunne give folk en lille smule glæde, og vi ville dele en lille smule om ham, men det er bare gået ud over vores vildeste fantasier, siger Hannah.

Pengene skal blandt andet gå direkte til de, der arbejder helt i fronten i kampen mod Covid-19 i Storbritannien og til elektroniske enheder til coronapatienter, som mangler muligheder for at kunne kommunikere med deres familier, mens de er i isolation.

Eliie Orton, der er direktør for NHS Charities Together, siger til The Guardian:

- Jeg tror, jeg taler for for hele landet, når jeg siger, at jeg i sandhed er inspireret og dybt bevæget over kaptajn Tom og det, han har opnået.

- Tak fra bunden af vores hjerter, siger hun direkte henvendt til den 99-årige veteran, og fortsætter:

- Og tak fordi du er sådan en god rollemodel... Lad os også få andre mennesker til at gøre det samme og følge dit eksempel.

19 kommentarer
Vis kommentarer