Bjarnes hånd er smadret: Nødsaget til at arbejde videre – Ekstra Bladet
Samfund

Bjarnes hånd er smadret: Nødsaget til at arbejde videre

 

Mere end titusinde danske operationer er på grund af coronaepidemien blevet aflyst eller udskudt, efter Mette Frederiksen 13. marts beordrede hospitalerne til benhårdt at prioritere, hvem der skal behandles, og hvem der må vente.

Håndskadede Bjarne Nielsen er en trist del af statistikken.

27. marts skulle industrielektrikeren fra Kolding have været under kniven på Odense Universitetshospital, for at få gjort sit håndled stift.

Men en uge forinden modtog han en nedslående melding: Aflyst og udskudt på ubestemt tid.

 

Bjarne reparerer kabler og har skinne på hånden, når han arbejder. Grundet smerter har han jævnligt brug for korte pauser. Foto: Anita Graversen
Bjarne reparerer kabler og har skinne på hånden, når han arbejder. Grundet smerter har han jævnligt brug for korte pauser. Foto: Anita Graversen

 

Dopet på smertestillende
For to år siden sprang han ledbåndet i sin hånd og efter to fejlslagne operationer i henholdsvis Randers og Aarhus er han i dag plaget af smerter.

Det skulle operationen i sidste uge forhåbentlig have hjulpet ham af med.

- Jeg har et arbejde, jeg i to år har forsøgt at passe, men det har været svært, fordi jeg er forhindret i at tage stærk smertestillende, der ellers kunne have hjulpet mig lettere igennem.

Hver dag tager Bjarne Nielsen nemlig køreturen på mere end en timer fra Kolding til arbejdspladsen, der ligger i Randers.

- Jeg har recept til stærk smertestillende medicin, men så kan jeg ikke køre bil. Så jeg må nøjes med ibuprofen, som kan købes i håndkøb, forklarer han.

Bjarne Nielsen er langt fra alene.

Sådan prioriterer hospitalerne

Efter Mette Frederiksens udmelding 13. marts, er hospitalerne tvunget til benhårdt at prioritere, hvem der skal behandles, og hvem der må vente.

Af de nye retningslinjer lyder det, at de danske hospitaler fortsat vil 'behandle og operere akut eller livstruende patienter.'

Men patienter, der 'ikke lider af livstruende sygdomme', eller hvor en forsinket behandling 'ikke medfører risiko for tab af førlighed', vil blive udskudt.

Ifølge et notat fra Sundhedsstyrelsen er det i hvert enkelt tilfælde en lægefaglig vurdering.

Kilde: Notatet 'Principper for reduktion af aktivitet ifm. COVID19 i Region Hovedstaden' og 'Notat om reduktion af hospitalsaktivitet ifm COVID-19'

Foto: Anita Graversen
Foto: Anita Graversen

 

Tusindvis af operationer afblæst
De seneste dage har Ekstra Bladet forsøgt at danne sig et overblik over, hvor mange operationer der på tværs af landet er blevet udskudt som følge, af det nye coronaberedskab.

Endnu har samtlige regioner ikke været i stand til at levere tal for udskudte operationer.

Overfor Ekstra Bladet oplyser Region Hovedstaden, at 6700 operationer er aflyst i løbet af marts.

I Region Syddanmark er omkring 3000 operationer blevet aflyst, mens de øvrige regioner ikke har været i stand til at levere samlede opgørelser.

Aarhus Universitetshospital oplyser dog, at man her har udskudt 1277 operationer.

Dermed er mere end 11.000 operationer blevet udskudt på landsplan alene i marts.

89 kommentarer
Vis kommentarer