Corona sender mor ud på dybt vand – Ekstra Bladet
Samfund

Corona sender mor ud på dybt vand

 

Landet over sidder tusindvis af forældre og forsøger at huske alt fra den lille tabel til det periodiske system. De er nemlig blevet hjælpelærere, fordi skolerne er corona-lukkede.

En af dem er Tina Schwartz Stentebjerg, der er mor til fire børn.

– Efter at have fået det digitale op at køre så fungerer det faktisk fint, siger den selvstændige stresskonsulent, der også er jobformidler i Lolland Kommune.

– Jeg synes uden tvivl, at det er sjovest at hjælpe børnene i sprogfag og historie. At stave og analysere tekster er noget af det, jeg selv er bedst til. Jeg har aldrig været skarp til matematik, så her kommer jeg på dybt vand nogle gange, erkender Tina, hvis evner bliver testet fra 3. klasse til 1.g.

Inspireret

– Min gamle lærer Alex fra Dannelunde Skole er en stor inspiration for mig. Han var den første lærer, jeg oplevede, der så os som forskellige små mennesker med de styrker, vi hver især havde.

Til børnenes tilfredshed er hjemmebag en af Tinas egne styrker, så der bydes ikke kun på ligninger og tekstanalyse ved middagsbordet, hvor mødetiden er klokken otte om morgenen:

– Mit bedste råd til andre hjemmelærere er, at det er vigtigt, at børnene får deres normale søvn. Ellers fungerer det ikke næste dag.

- Får dine børn påskeferie nu?

– De store har nogle opgaver, som de skal have indhentet. De må selv styre tiden. Der er i hvert fald ingen mødepligt ved bordet.

 

Carl Johan, 9 år, Privatskolen Nakskov, 3. klasse:

– Jeg savner mine venner, og det værste er, at vi stadig skal lave lektier. Det bedste er bare at være hjemme. Mor bager rugbrød til os hver dag, og de fleste dage bager hun også eftermiddagskage. Så kan jeg slappe af, når jeg har lavet mine lektier.

– I skolen er motion mit favoritfag, og hjemme er det matematik, fordi vi ikke får så meget for i det fag.

– Mor er en rigtig god lærer, men jeg savner at træne fodbold to gange om ugen. I stedet løber jeg med far.

Foto: Per Rasmussen

 

Sigrid, 12 år, Privatskolen Nakskov, 6. klasse:

– Jeg synes, det er hyggeligt at blive hjemmeskolet, men jeg savner vennerne. Det værste er, når der er nogle af opgaverne, vi ikke helt forstår. Min mor og mine søskende hjælper mig, men hvis der er en opgave, som ingen af os forstår, så kan jeg ikke rigtig komme videre.

- Normalt er mit favoritfag drama, fordi vi har øvet skolekomedie hele vinteren, og det er rigtig sjovt. Vi skulle have opført skolekomedien fredag 21. marts, men det blev desværre rykket pga. corona.

- Herhjemme er engelsk og historie mine bedste fag – vi læser om Første Verdenskrig nu,

- Min mor er god til at hjælpe og tager det hele stille og roligt.

- I matematik har jeg lært mere, fordi jeg har fået forklaret tingene på en ny måde.

Foto: Per Rasmussen

 

Caya, 14 år, Privatskolen Nakskov, 8. klasse:

– Det bedste ved hjemmeskole er, at man selv kan styre sin dag. Det værste er helt sikkert, at jeg ikke kan se mine venner.

– Mit favoritfag i skolen er nok idræt og engelsk – også herhjemme. Jeg kan godt lide at lære et andet sprog.

– Mor har været sød som lærer. Vi tager en ting ad gangen, så intet bliver stressende.

– Jeg tror, vi lærer mindre, da det måske er sværere for de almindelige lærere at forklare det, vi skal lave over nettet.

Foto: Per Rasmussen

 

Hannah, 16 år, Nakskov Gymnasium, 1.g:

– Jeg har fået mere tid til, at uddybe og koncentrere mig. Det er nice, man kan rende rundt med nattøj på hele dagen og tulle lidt rundt imellem modulerne.

- Jeg mangler rigtig meget det sociale. Det med at man lige kan spørge en klassekammerat til råds, uden man skal hen og starte et opkald op og vente på svar.

- Jeg syntes det er træls, at jeg ikke kan få den samme hjælp, hvis jeg har spørgsmål.

- Mit favoritfag er biolog både i skolen og herhjemme. Jeg synes, det er spændende og interessant at lære om kroppen og dens organer og funktioner.

- Jeg synes, min mor gør et godt stykke arbejde.

- Hun er retfærdig, hjælpsom og forstående.

Foto: Per Rasmussen