Ny skandale i Forsvaret: Ansat forgyldte kæreste med millionordrer – Ekstra Bladet
Samfund

Ny skandale i Forsvaret: Ansat forgyldte kæreste med millionordrer

En tidligere medarbejder i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse sendte millioner videre til sin kæreste ved at hyre hans firma

 

VED DU NOGET? TIP Ekstra Bladets journalister på ditte.lynge@eb.dk

En betroet medarbejder sikrede sin kæreste opgaver for over fire millioner kroner, mens hun var ansat hos Forsvaret og siden Jammerbugt Kommune.

Ifølge hendes tidligere arbejdsgivere hyrede hun kærestens firma uden deres vidende og dermed også uden godkendelse af, hvad der tilsyneladende var en overpris.

Det kan Ekstra Bladet onsdag afsløre på baggrund af omfattende aktindsigter og kilder tæt på forløbet.

Hovedpersonerne i sagen er den i dag 57-årige 'GC', som var ansvarlig for inventaret på en lang række asylcentre landet over, og hendes kæreste, 'BN'.

I perioden fra 2012 til 2016 arrangerede de to, at BN's lagerejendom i Ringsted blev lejet ud for 4,1 millioner kroner - først til Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, FES, og siden til Jammerbugt Kommune. Begge steder var GC den ansvarlige for området.

Forstå sagen om svindel i Forsvaret her. Foto/video: Anthon Unger, Lasse Kofod, Jan Sommer, Aalborg Universitet. Redigering: Emma Svendsen

 

Rigeligt med ledige lagre
Ekstra Bladets gennemgang af sagen viser, at kærestens firma tog 646 kroner pr. kvadratmeter, hvis man går ud fra, at hele ejendommen blev lejet ud som lager. Ifølge Bygnings- og Boligregistret er der i alt bebygget 1849 kvadratmeter på grunden, og derfor er det lagt til grund for udregningen af kvadratmeterprisen.

Men prisniveauet på andre lagre i området var langt lavere, fortæller Henrik Nikolajsen, direktør og partner i erhvervsmæglerkæden Nordicals' afdeling på Sjælland.

- Lejen pr. kvadratmeter i Ringsted fra 2012 op til omkring 2016 lå på 200-300 kroner pr. kvadratmeter om året, siger han.

Ifølge den garvede mægler, der understreger, at han ikke vil kommentere den konkrete sag, var der desuden rigeligt med ledige lagerejendomme i området i perioden.

Foto: Anthon Unger
Foto: Anthon Unger
 

Over for Ekstra Bladet påstår GC, at alt blev kørt efter bogen, at opgaverne til kæresten blev godkendt af chefer, og at hans firma ikke har fået så meget som en krone i overpris. Hun siger også, at der blev indgået flere lejekontrakter med kærestens firma, og at disse blev underskrevet af hendes overordnede.

 

Hun står dog alene med den udlægning. Hverken Forsvaret eller Jammerbugt Kommune kan nemlig finde en lejekontrakt for lageret, ligesom begge parter understreger, at de ikke har godkendt, at GC lagde millionordrer hos sin kærestes firma.

- Jeg vidste faktisk slet ikke, at vi havde et lager i Ringsted, siger Ninna Svendsen, der var GC's chef i Jammerbugt Kommune.

Lager var ikke nødvendigt
I slutningen af 2015 var Ninna Svendsen selv med til at leje et lager til Jammerbugt Kommune. Lageret er en professionel logistikejendom på over 10.000 kvadratmeter tæt ved motorvejen på Tinvej i Ringsted. For det betalte kommunen 364 kroner pr. kvadratmeter om året, fremgår det af lejekontrakten.

Det undrer derfor GC's tidligere chef, hvorfor kommunen lejede de to ejendomme samtidig.

- Det var heller ikke nødvendigt med et ekstra lager i slutningen af 2015 og 2016, for der var masser af plads på Tinvej, siger hun.

GC siger, at hun ikke har gjort noget forkert, da Ekstra Bladet konfronterer hende med sagen. Foto: Anthon Unger Dagsorden - 30. apr. 2020 - kl. 06:51 Forgyldte kæresten med skattekroner: - I min verden har jeg ikke gjort noget forkert

 

Alternative lagre

At GC's kærestes firma formentlig blev betalt en væsentlig højere pris pr. kvadratmeter sammenlignet med andre lagre underbygges blandt andet af et dataudtræk over lagerejendomme til udlejning i Region Sjælland. Datatrækket er lavet af Ejendomstorvet, der er en hjemmeside, hvor erhvervsmæglere annoncerer ejendomme.

Ekstra Bladet har desuden fundet adskillige lagerejendomme omkring Ringsted, der var ledige i samme periode. Alle har kvadratmeterpriser, der er omkring eller under det halve af, hvad GC tilsyneladende betalte til sin kærestes firma.

Dermed kan der være tale om overbetaling til en nærtstående, hvilket som udgangspunkt er strafbart, fortæller Nicolaj Sivan Holst, lektor i strafferet ved Aarhus Universitet.

- Hvis man indgår alt for gunstige aftaler for at berige nærtstående, lugter det af mandatsvig. Skal man kunne straffes for en overbetaling, skal der blandt andet have været et reelt billigere alternativ på det tidspunkt, hvor man indgår aftalen, siger han.

Ekspert: Mistænkeligt
Strafferammen for mandatsvig, hvis beløbet overstiger cirka 500.000 kroner, er op til otte års fængsel i særligt grove tilfælde, oplyser lektoren, der understreger, at han ikke vil tage stilling til den konkrete sag.

- Ud fra det, I har fundet, ser det ud til, at der har været alternativer, og derfor virker det mistænkeligt. Der er i hvert fald en formodning om, at noget er gået helt galt, siger Nicolaj Sivan Holst.

Også tidligere politianklager og nu ph.d.-stipendiat i strafferet ved Syddansk Universitet Lotte Helms mener, at sagen ud fra det forelagte bør undersøges nærmere.

Prisen pr. kvadratmeter på lageret var op mod dobbelt så høj som lignende lagre i Region Sjælland. Foto: Anthon Unger
Prisen pr. kvadratmeter på lageret var op mod dobbelt så høj som lignende lagre i Region Sjælland. Foto: Anthon Unger
 

GC udvalgte som ansvarlig for inventar sin kærestes lager i Ringsted. Det blev brugt som centralt lager for landets asylcentre, når man skulle købe stort ind og havde brug for lagerplads til de mange stole, borde og senge.

Ifølge Bygnings-og Boligregistret, BBR, udgør bygningerne på grunden i alt 1849 kvadratmeter.

 

Bramsens rejsehold fandt ikke sagen

GC startede med at hyre sin kærestes firma, da hun arbejdede i det, der i dag kaldes Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Dermed rammer endnu en skandalesag nu den styrelse, hvortil forsvarsminister Trine Bramsen (S) i december sendte et rejsehold for at rydde op.  

I rejseholdets gennemgang af sagerne om mulig svindel er den sag, som Ekstra Bladet i dag kan afdække, ikke dukket op.

Forsvarsminister Trine Bramsen har iværksat flere undersøgelser af den mulige svindel i Forsvarets Ejendomsstyrelse. Foto: Jens Dresling
Forsvarsminister Trine Bramsen har iværksat flere undersøgelser af den mulige svindel i Forsvarets Ejendomsstyrelse. Foto: Jens Dresling

Forsvarsminister Trine Bramsen har sendt et rejsehold til Hjørring for at rydde op i skandale-sagerne i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

 

Købte ind for 300 millioner   

Den i dag 57-årige GC blev ansat i Forsvaret i 1983 og var tilknyttet frem til udgangen af 2014, hvor hun skiftede job til Jammerbugt Kommune.

Muligheden for at hyre kærestens firma opstod, da Udlændingestyrelsen udliciterede ansvaret for inventaret på en lang række danske asylcentre.

Først blev opgaven lagt ud til Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse fra 2012 til 2014 og siden til Jammerbugt Kommune fra 2015 til 2018. Begge steder var GC ansvarlig for indkøbene.

I den periode, hvor GC skaffede sin kæreste millionordrer, var hun med til at forvalte et samlet budget på over 300 millioner skattekroner.

 

GC's kærestes firma fik fra Jammerbugt Kommune i 2015 og 2016 knap tre millioner kroner for lejen af sit lager, mens hans firma fra Forsvaret indkasserede 1,2 millioner over tre år.

Foto: Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann
 

I efteråret 2015 gik flygtninge og migranter på de danske motorveje. Antallet af asylsøgere steg eksplosivt, og der blev derfor behov for at skabe mere plads på asylcentrene.

GC fik til opgave at købe senge, borde og stole til centrene for at få skabt plads til de mange nye asylsøgere.

Flere kilder, som Ekstra Bladet har talt med, fortæller, at hun gik under navnet '24-7', da hun i flere år arbejdede i døgndrift.

 

Inhabil

Den dengang øverste chef for asylområdet i Jammerbugt Kommune, Thorkild Lind Poulsen, og GC's nærmeste chef, Ninna Svendsen, blev aldrig forelagt interessekonflikten, fortæller de.

- Jeg er sikker på, at (navn udeladt, red.) ikke fortalte mig, at hun lejede lageret på (vejnavn, red.) af et firma, som hendes kæreste ejede. Det ville jeg kunne huske. For så ville jeg have interesseret mig for, hvorfor det var nødvendigt at leje lageret og i øvrigt til den høje leje, som jeg kan forstå, kommunen har betalt, siger Ninna Svendsen.

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse oplyser ligeledes, at GC aldrig informerede sine overordnede om sin inhabilitet.

Flere eksperter i forvaltningsret vurderer, at sagen derfor også rummer brud på reglerne om inhabilitet. 

- Man må ikke indgå en aftale med sin kæreste på vegne af en offentlig myndighed. Det er i klar strid med forvaltningsloven, da hun er inhabil i sagen, lyder det fra juraprofessor Frederik Waage fra Syddansk Universitet. 

Hvorvidt GC informerede en overordnet om, at hun var inhabil i sagen om at leje sin kærestes lager og derefter fik godkendelse til at indgå aftalen på de vilkår, vil også være afgørende i en eventuel straffesag om mandatsvig, fortæller lektor i strafferet Nicolaj Sivan Holst.

 

Afviser alt

Ekstra Bladet har forelagt GC og BN kritikken fra Jammerbugt Kommune, Forsvaret og eksperterne.

Ifølge GC godkendte hendes chefer, at der blev købt ydelser i kærestens firma, ligesom hun hævder, at der blev indgået flere lejekontrakter, som blev underskrevet af cheferne i begge myndigheder.

Hun afviser samtidig, at der skulle være blevet betalt overpris for lejen af hendes kærestes lager.

- Da de lejekontrakter blev indgået, har man jo godkendt den her leje, som han ville have. Det er ikke en leje, som jeg har sat, siger GC til Ekstra Bladet.

- Hvem har sat den?

- Det har han selv. Og det var det, der var den leje, han tog på det tidspunkt. Og den har flere personer godkendt.

BN afviser også, at han fik overpris for at udleje sit lager.

- Jeg har ikke taget dobbelt så meget. Jeg har taget markedslejen, siger BN, som ligesom GC fastholder, at der blev indgået en lejekontrakt.

- Der blev lavet en lejekontrakt, og den blev underskrevet af begge parter dengang. Sådan er det. Den er godkendt. Hvis der ikke er nogen dokumenter, er det nok, fordi det er for gammelt.

Ekstra Bladet har fremsendt fakturaer og beregninger af lejen af lageret i Ringsted til både GC og BN. De er ikke vendt tilbage.