Åbnede for en måned siden: Nu er Lasses pizzeria et af de bedste i Europa

Både tredjepladsen og femtepladsen er besat af danske restauranter på 50 top Pizza-listen over Europas bedste pizzaer. Lasse Wiwe fra pizzeria Luca er både stolt og overrasket over den flotte placering

Lasse er meget imponeret over allerede at være blandt de bedste. Foto: Pizzeria Luca
Lasse er meget imponeret over allerede at være blandt de bedste. Foto: Pizzeria Luca

Danskerne er åbenbart nogle af de bedste, når det kommer til at lave pizza.

Det slår en ny kåring fra den anerkendte side 50 top Pizza, der kårer verdens bedste pizzaer og er meget anerkendt i pizza-miljøet.

På listen over hvilke europæiske restauranter, der laver den bedste pizza skal man nemlig ikke lede langt, før man støder på danske navne.

Danskerne har nemlig indtaget både en tredjeplads, femteplads og som nummer elleve, har endnu en dansker sneget sig med.

Der er tale om restaurant Bæst på en tredjeplads, der slår deres dej op på Nørrebro i København og det nyåbnede pizzeria Luca, der kun har lavet pizzaer i en måned, på en femteplads.

Som nummer elleve er det restaurant Mother, der ligger i Kødbyen i København.

Det var en stor overraskelse, da restauranten fik besked om placeringen blandt de bedste pizzeriaer i Europa. Foto: Pizzeria Luca
Det var en stor overraskelse, da restauranten fik besked om placeringen blandt de bedste pizzeriaer i Europa. Foto: Pizzeria Luca

Kan ikke tro det
Hos femtepladsen på den nyåbnede restaurant Luca er man både overrasket og glad over at være endt på den flotte placering.

- Vi åbnede pizzeriaet for lidt over en måned siden, og vi havde aldrig troet, at vi allerede nu ville blive anerkendt af selveste 50 Top Pizza. Jeg kan faktisk ikke helt tro det – jeg måtte nive mig selv lidt i armen, da jeg hørte nyheden i morges, lyder det fra Lasse Wiwe, der er partner i pizzeria Luca.

Ifølge ham er opskriften på den flotte placering den italienske kok Luca Platania, der med sin 72 timers koldhævede pizzadej virkelig har løftet restauranten, der også er opkaldt efter kokken.

- Det krævede tre dage i Rom med mange flasker rødvin og en masse overtalelse, før vi fik ham med, men det har så til gengæld givet os opskriften på hans 72-timers koldhævede pizzadej, som jeg godt tør kalde én af Europas bedste. Ja, det har vi jo faktisk nu bevis på, fortæller han.

Til Ekstra Bladet uddyber den glade partner, hvordan det føles at få en placering på hvad han kalder 'pizzaens michelinguide'.

- Det er helt crazy! Vi har jo slet ikke haft en idé om, at de var forbi, så vi kunne jo ikke forberede os, fortæller han.

'Den bedste pizza'
For Lasse Wiwe er succesen helt i tråd med det produkt, de har på restauranten.

- Jeg kan stå helt inde for det, og det er vores bud på den perfekte pizza. Jeg har haft min mor mor nede og smage pizzaen, og hun er altså fra Jylland, hun sagde til mig: 'Lasse, du ved godt, jeg er din største kritiker, men det her er den bedste pizza, jeg nogensinde har smagt'. Så ved man, at den er god, siger han med et grin.

Den hurtige anerkendelse var ikke noget den 40-årige restauratør fra Ikast havde regnet med.

- Det er helt ekstraordinært. Det er noget, man arbejder på i årevis. Så da jeg blev vækket om morgenen, tjekkede jeg da lige en ekstra gang, at det ikke var første april.

Placeringen har da også betydet, at restauranten allerede har oplevet en øget interesse.

- Jeg ringede da også lige til min manager i går og sagde, at vi måske skulle hive nogle flere folk ind på arbejde, griner han.

Fortsætter mod førstepladsen
Selvom det ikke blev til den bedste danske placering for Pizzeria Luca, giver det bare Lasse Wiwe endnu mere blod på tanden til at fortsætte.

- Bæst har været på en unik rejse i længere tid, og det at vi overhovedet bliver nævnt efter kun en måned er helt vildt. Men jeg er gammel fodboldspiller. Hvis man kan blive nummer fem, kan man også blive nummer et. Det er ikke 'job done', vi er på en rejse, og vi fortsætter.

Her er Europas top 10 steder at få en pizza

  1. 50 Kalò di Ciro Salvo Pizzeria, London
     
  2. Bijou, Paris
     
  3. Bæst, København
     
  4. Ober Mamma, Paris
     
  5. Pizzeria Luca, København
     
  6. Kytaly, Geneve
     
  7. Lillia Napoli, Falkenberg
     
  8. Addommè, Lond
     
  9. L’Antica Pizzeria da Michele, London
     
  10. Gazzo, Berlin

 

92 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere