Åh nej: Skybrud på vej

Lørdag rammer skybrud det meste af landet. Og det bliver en lang og sej omgang gummistøvlevejr, melder DMI

Det bliver rigtig gummistøvlevejr lørdag. DMI varsler skybrud fra morgenstunden. Foto: Anita Graversen
Det bliver rigtig gummistøvlevejr lørdag. DMI varsler skybrud fra morgenstunden. Foto: Anita Graversen

DMI varsler skybrud fra morgenstunden lørdag. Først rammes vestkysten. Og senere i løbet af formiddagen og eftermiddagen bevæger regnvejret sig ind over landet.

Ingen egne slipper for regn, og der kommer meget vand fra oven. Mellem 25 og 35 millimeter, hvor der kommer mest.

- Det bliver nok ikke så kraftigt. Men det kommer til gengæld til at vare længere tid, end vi så det torsdag aften, siger Frank Jensen, der er vagthavende meteorolog hos DMI.

- Og så bliver det lidt on and off. Forstår på den måde, at der nogen steder kommer kraftige byger, som måske kan nærme sig skybrud. Andre steder kommer der måske fem-seks millimeter ad gangen. Men det vil gentage sig over nogle timer. Altså summer det sig samlet set, siger Frank Jensen videre.

Der vil også være risiko for torden, hvor skybruddene er værst.

Ifølge DMI bliver det rigtig gummistøvlevejr lørdag.

Hvor meget anderledes bliver lørdagen i forhold til de gennemsnitlige sommerdage i 2017?

- Ja, vi havde jo mange af den slags dage sidste år. Men det bliver jo nok en noget vådere en af slagsen lørdag, siger Frank Jensen.

Det er også slut med de høje temperaturer i denne omgang. Den lange periode med dagtemperaturer op mellem 25 og 30 grader er slut. Der bliver pillet cirka 10 grader af temperaturerne i dagtimerne. Det betyder 15-20 grader de næste dage.

- Det er mere typiske danske sommertemperaturer, som vi kender dem, siger Frank Jensen.

Rent konkret er der nu sket det, at et højtryk, som i lang tid har ligget omkring Danmark og holdt alskens lavtryk væk, har bevæget sig væk. Det betyder, at vi igen får Atlanterhavsvindene ind over de britiske øer og Danmark.

Og det fører ustadigt og også ustabilt vejr med sig.

- Nogen vil nok mene, at det er dejligt, at man ikke længere behøver have åbne vinduer om natten. Nu kan vi forvente, at husene igen vil blive kølet ned, forklarer Frank Jensen.

Det store spørgsmål bliver, hvornår plænerne bliver grønne igen hos dem, som ikke har vandet græsplæner under tørken.

- Jeg har ikke noget bud på, hvornår det sker. Jeg har heller ikke prøvet denne situation før, siger Frank Jensen.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen