Aamund solgte alle aktier: Derfor smiler han over kursstigning i dag

Den danske erhvervsmand Asger Aamund solgte for 387 millioner kroner aktier i selskabet Bavarian Nordic. I dag stiger aktien voldsomt, men Aamund smiler. Han har købt igen

Asger Aamund smiler, selvom han solgte alle sine aktier i Bavarian. Foto: Polfoto.
Asger Aamund smiler, selvom han solgte alle sine aktier i Bavarian. Foto: Polfoto.

Flere spørger på de sociale medier om den 74-årige erhvervsmand, Asger Aamund, er en bitter og ærgerlig mand i dag.

For lidt over en måned siden solgte han alle sine aktier i Bavarian Nordic med en fortjeneste på op mod 387 millioner kroner. I dag stiger Bavarian-aktien med 36 procent på mindre end en time, fordi selskabet har indgået en milliard-aftale om kræftvaccine mod prostatakræft.

Men Asger er slet ikke en bitter mand. Han har nemlig genkøbt aktier i selskabet.

- Jeg har genkøbt aktier i Bavarian for et tocifret millionbeløb, så jeg ærgrer mig ikke over dagens store stigning. Jeg glæder mig tværtimod på egne vegne og på Bavarians vegne, siger Asger Aamund til Ekstra Bladet.

Asger Aamund stiftede selv selskabet i 1990'erne, og han sad som bestyrelsesformand gennem 20 år, før han gik af i 2013.

- Jeg har ventet den aftale, som blev sat i gang inden jeg fratrådte som bestyrelsesformand. Jeg har nu en pæn portefølje i Bavarian for netop at få glæde af udviklingen, siger han.

Hvis Bavarians nye aftale med medicinkoncernen Bristol-Myers-Squibb når sit fulde potentiale, kan den være 6,5 milliarder kroner værd, oplyser selskabet. Selskabet får 400 millioner kroner i hånden med det samme, men resten afhænger af prøver og eventuelt salg af kræftvaccinen.

- Det er en af de største dage i Bavarians historie, og hvorfor skulle jeg misse den mulighed, når jeg har været en del af virksomheden i 20 år, siger Asger Aamund.

Men hvorfor sælge alt og så købe en del tilbage igen?

- Mit selskab havde en bankgæld, som var brugt til at købe aktier i Bavarian. Den gæld skulle afvikles, så selskabet igen kunne investere. Den nye mulighed for investeringer er så brugt på Bavarian, fortæller erhvervsmanden.

Bavarian Nordic er et internationalt biotekselskab, der blandt andet udvikler og producerer vacciner til forebyggelse af infektionssygdomme.

64 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere