Årelang nabokrig endelig afgjort: Kvinde får medhold i sag om skinnende hustag

Tirsdag afgjorde Højesteret en 13 år lang nabostrid i Lystrup. Et advokatpar skal mattere deres tag, fordi det generer en nabo for meget

Hustaget til højre skinner så kraftigt i sollys, at det generer nabokvinden. Den årelange strid har nu fået sin afgørelse. Foto: Anita Graversen
Hustaget til højre skinner så kraftigt i sollys, at det generer nabokvinden. Den årelange strid har nu fået sin afgørelse. Foto: Anita Graversen

Freden på en villavej i Lystrup nord for Århus kan måske endelig sænke sig, efter en sag, der opstod for 13 år siden, endelig har fået sin afgørelse.

I 2005 fik advokat Michael Serup og hustruen, Alice, nemlig lagt et nyt, sortglaseret tegltag, som i mange år har være til stor gene for naboen Bente Brugsgaard. Derfor klagede hun først til Aarhus Kommune i 2012 og indberettede sagen for retten. Den har nu været gennem alle tre retsinstanser i Danmark, og tirsdag er den sidste side i bogen så endelig skrevet.

Se også: De nægter at give op: Nu afgør Højesteret vanvittig nabostrid

I Højesteret fik Bente Brugsgaard nemlig medhold i, at naboens tag skinner så kraftigt, at det er over tålegrænsen. Den afgørelse er hun ovenud lykkelig over, siger hun til Ekstra Bladet:

- Jeg er meget glad, lykkelig og lettet. Det er en stor sten, der er faldet fra mit hjerte. Det har været seks meget lange år, og nu er jeg bare glad for, at det hele er afsluttet.

Hun fortæller videre, at hun nu håber, at forholdet til Michael og Alice Serup kan blive bedre:

- Nu har vi jo aldrig været tætte naboer, men det er da klart, at jeg håber, vi kan give hinanden hånden i fremtiden, når vi træffer hinanden.

Artikel fortsætter under billedet..

Det er dette hustag, der skinner så kraftigt i sollys, at naboen har lagt sag an mod sin nabo. Foto: Anita Graversen
Det er dette hustag, der skinner så kraftigt i sollys, at naboen har lagt sag an mod sin nabo. Foto: Anita Graversen

Førte sin egen sag
Først fik Bente Brugsgaard medhold i byretten i Aarhus. Den dom blev så stadfæstet af Vestre landsret, og endelig tirsdag blev dommen altså igen stadfæstet af de fem dommere i Højesteret.

Sagen endte i landets højeste retsinstans, efter Michael Serup havde anket dommen i Vestre Landsret på baggrund af, at han vurderede sagen til at være principiel, hvilket Procesbevillingsnævnet, der afgør disse spørgsmål, gav ham ret i.

Han er til daglig advokat, og derfor havde han valgt at føre sagen selv. Michael Serup lagde i retten netop stor vægt på, at Højesteret burde overveje, at denne sag ville skabe præcedens for andre lignende sager, hvis de ikke ændrede landsrettens dom:

- Vi havde en af mine kollegaer til at varetage sagen for os i de to første instanser, men nu har vi selv overtaget den for at se, om vi kan gøre en ekstra indsats. Det gør vi, fordi der er flere aspekter i sagen, som kan skæres anderledes - og så vil jeg gerne selv stå med ansvaret, hvis dommen skulle gå imod os, sagde han efter retsmødet mandag i sidste uge.

Efter tirsdagens afgørelse modtog Ekstra Bladet en skriftlig kommentar fra Michael Serup, der naturligvis var skuffet over dommen:

- Dommen er lidt anderledes end landsrettens dom, da vi ikke længere skal fjerne enhver genskinsgene, men nu blot de gener, der bringer genskinnet ned under den naboretlige tålegrænse. Vi tager selvfølgelig dommen til efterretning og må nu forsøge at find ud af, hvor denne tålegrænse går.

Han er samtidig en smule skuffet over den tålegrænse, som Højesteret har sat i denne sag:

- I det større perspektiv hæfter jeg mig ved, at Højesteret har fastslået, at det i forhold til tålegrænsen er uden betydning, om man i et lokalområde har tilladt reflekterende byggematerialer. Samtidig har Højesteret fastlagt en forholdsvist lav tåletærskel.

322 kommentarer
Vis kommentarer