Årets hidtil varmeste dag i dag

I morgen går det desværre den anden vej - kulde og blæst venter

Her nydes foråret i Nyhavn i København. I virkeligheden er det sønderjyderne, der har det varmest denne mandag (Foto: Kim Nielsen)
Her nydes foråret i Nyhavn i København. I virkeligheden er det sønderjyderne, der har det varmest denne mandag (Foto: Kim Nielsen)

Danmark nyder godt af de varmere vinde, som strømmer op over kontinentet i øjeblikket. Faktisk nyder landet dem så meget, at vi i dag, mandag, slår en lille årsrekord i varme.

- I Sønderjylland har de nogle steder 18 grader lige nu, og temperaturen kan måske godt nå at stige en lille smule mere, inden det slår om, siger Henning Gisselø, der er meteorolog hos DMI.

Vi når dog desværre ikke de 20 grader i dag. Vi ligger nemlig lige på vippen til, at der kommer et vejrskifte. Sådan lød det fra DMI her ved middag.

Opdatering: Man nåede faktisk lige præcis de magiske 20 grader i Sønderjylland, viste det sig senere.

- Det er altid lige inden, at vejret skifter, at vi når de højeste temperaturer. Og det ser vi altså nu, lige inden koldfronten kommer ind fra vest og gør det koldt igen, siger Henning Gisselø.

Koldt og blæsende
Grunden, til at det lige er sønderjyderne, som nyder bedst af forårsvarmen, er, at de varme vinde bliver kølet af, når de kommer op over Østersøen. Det bliver dog også koldere for dem fra i morgen. Måske allerede i nat.

- Der ser ud til, at koldfronten kommer ind fra vest i nat. Der kan både komme regn og blæst med, og den bliver altså inde over os nogle dage, siger Henning Gisselø fra DMI.

Det betyder, at temperaturerne daler til 12-14 grader, og vinden kommer op omkring otte meter i sekundet.

- Efterårsvejr vil jeg ikke helt kalde det, men det bliver noget koldt forårsvejr, siger meteorologen Henning Gisselø.

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere