Synes du, at kulden bed lidt ekstra hårdt, da du gik ud her til morgen, så er der en ganske god forklaring.
Mandag morgen har nemlig budt på de laveste temperaturer i hele 2014 - helt ned til 14,4 minusgrader.
- Det vindstille og klare vejr betyder, at vi har haft rekordtemperaturer her til morgen. Sidste vinter nåede vi kun ned på omkring -10 grader, siger vagthavende meteorolog hos DMI Steen Rasmussen til Ekstra Bladet.
Se din lokale vejrudsigt på Vejret.dk
De 14,4 minusgrader er målt i Holbæk, mens borgere i Roskilde er vågnet op til -14,3 grader. I Nordsjælland er der målt 12,7 minusgrader - og de isnende temperaturer gør sig fortsat gældende her mandag formiddag.
- Det er stadig meget koldt landet over, men bliver lidt varmere op ad dagen, lyder prognosen fra DMI.
Flere steder følges de lidt lunere temperaturer med en ny omgang sne - men ikke så meget, som det er set de seneste dage. I nat er der ifølge faldet omkring 10-15 centimeter flere steder i landet, mens TV 2 Vejret melder om målinger på op til 27 centimeter sne. Det er dog formentlig sne, som er faldet over flere omgange i løbet af de sidste tre dage.