Der er sikkert nogle danskere, som har kigget misundeligt på billeder fra Nordjylland, som den seneste tid har været præget af et snedækket landskab.
Men, nu kan man altså godt pakke misundelsen væk, og i stedet pakke kælken frem!
Der er nemlig faldet sne i hele landet i nat.
Det skyldes blandt andet, at vi har haft årets koldeste nat, oplyser Frank Nielsen, vagthavende meteorolog ved DMI.
- Det har været den koldeste nat, med temperaturer i Nordjylland på minus 14,5 grad og klart vejr. Det er meget lave temperaturer, men har målt i nat, vil jeg sige.
- Det betyder også, at vi mange steder i Danmark nok vil se et snedække i dag på omkring 2-5 cm, andre steder vil vi se omkring 15-20, mens der i Sønderjylland nogle steder kan ligge helt op til 30 cm sne. Men det skyldes også, at der i forvejen lå noget.
Artiklen fortsætter under videoen ...
1. december skete det igen. Igen. Vinterens første sne tog danskerne hårdt bagfra. 27 blev fanget i IKEA, togene holdt stille, og politiet måtte frihedsberøve alle nordjyske biler.
Men man skal altså skynde sig, hvis man skal nå at lave nogle sneengle i byområderne, oplyser Frank Nielsen.
- Det er bare sådan, at inde i byerne der smelter sneen hurtigere og bliver noget sjap. Men det ser ud til, at sneen får lov at blive liggende i en rum tid de andre steder i landet.
Og ovenpå årets koldeste nat, der har vi altså også en særdeles kold dag i vente, oplyser Frank Nielsen.
- Vi vil se temperaturer på mellem to og otte minus grader lokalt. Nogle steder ude ved kysterne kan der dog også komme en eller to plusgrader.
Hvid jul?
Men selvom det nu altså ser rimelig lovende ud, i forhold til at få en hvid jul, så er det altså desværre ikke helt sådan, det ser ud i prognoserne, siger Frank Nielsen.
- Altså vejret i næste uge bliver generelt varmere, og mere blæsende. Det betyder jo, at den sne der ligger nu, højst sandsynlig vil smelte.
- Efter 22. december kan vi så måske se et skift. Men det er langt fra sikkert.
Men Frank Nielsen vil altså ikke dræbe julestemningen helt, lader det til.
- Det kan selvfølgelig stadig ske, at vi får sne juleaften. Især nogle steder lokalt, der er det svært at afvise helt.
Læs også: Stor test: Her er de bedste vinterdæk