Årets nytårstorsk: Baronessen fra helvede

Vi skal snart have kåret Ekstra Bladets nytårstorsk 2019. Herunder kan du læse om kandidat nummer ni

Ghita Nørby er det niende bud på, hvem der skal være Ekstra Bladets Nytårstorsk 2019. Tegning: Morten Ingemann
Ghita Nørby er det niende bud på, hvem der skal være Ekstra Bladets Nytårstorsk 2019. Tegning: Morten Ingemann

 

I størstedelen af mit liv har jeg været forelsket i Ghita Nørby. Siden ’Baronessen fra benzintanken’ måske. Eller var det 'Han, hun, Dirch og Dario'?

Denne sunde, svale skønhed med en duft af nyvasket linned og forårsblomster og en dragende, sensuel understrøm. I flere år var jeg jaloux på Ebbe Langberg – det var der vistnok ikke grund til.

Hun er endda blevet skønnere med alderen. Regitze, Ingeborg og så videre. Ikke i alle roller har hun været indtagende, men altid overbevisende.

Skidtspand
Ovenstående indledning har jeg ikke spildt mange af mine sparsomme mentale ressourcer på, da det er et stort set ordret citat fra et portræt af Ghita Nørby, jeg skrev i 2006.

Dengang var dansk teaters førstediva i et voldsomt raseri skredet fra Det Kongelige Teater, mens hun hældte en bredfyldt, verbal skidtspand ud over teatrets daværende ledelse.

I år førte hun så et overvældende bevis på, at hendes temperament ikke er blevet mindre glødende med årene, og at hun kun er blevet mere hensynsløs over for andre mennesker.

Komplet uforskammet
Radio24syvs journalist Iben Maria Zeuthen skulle interviewe Ghita Nørby. Hun var altså inviteret, selv om man af det følgende kunne få indtryk af, at hun kom uanmeldt og var trængt ind i divaens hjem.

Første problem var størrelsen på Zeuthens mikrofon:

- Du kan da ikke sidde med den modbydelige mikrofon oppe i mit ansigt og tro, at jeg vil tale med dig. Gør du virkelig det? Jeg ved godt, at jeg er skrap, men tror du virkelig på det? Komplet uforskammet, det er, hvad det er.

Zeuthen tilbød fremkommeligt at skifte til en mindre mikrofon, men det formildede ikke divaen:

- Det er ikke det, det drejer sig om, lille ven. Det drejer sig om dig. Jeg synes, du er dybt åndssvag. Virkelig.

Tegning: Morten Ingemann
Tegning: Morten Ingemann
 

Så dum
Og sådan gik det over stok og sten. Her er et pluk:

- Du er kun overfladisk, yndig, ser dejlig ud, er en meget køn og smuk kvinde ... Du fortæller mig intet. Du er kun i skjul. Hvor er du? Har du overhovedet ingen humor? Du er så dum, du har ikke lov til det. Du er så selvhøjtidelig.

- Jeg kan ikke tage dig! Jeg kan ikke svare på sådan nogle selvhøjtidelige, idiotiske spørgsmål! Du går aldrig ud af din skal.

- Du glemmer på intet tidspunkt dig selv. Du byder ikke på noget.

- Du er ikke noget. Du kunne måske give lidt slip på dig? Du kunne måske smile lidt mere med dine øjne? Livløst og dødt.

- Du aner ikke, hvor livet er, Zeuthen, jeg kan ikke.

Voldtaget
Seancen skulle have varet i syv timer, men efter et par timer er det slut.

Når man kan blive rasende over størrelsen på en mikrofon, så er det jo ikke nemt. Hvis den væltede møbler, smadrede nogle vinduer eller kvæstede et husdyr, ville det måske være forståeligt, men det var der ikke tale om.

Interviewet vakte nogen opsigt, da det blev sendt, og Ghita Nørby erklærede ifølge sn.dk:

- Jeg synes jo, at jeg nærmest er blevet voldtaget i den her sag. Så hvorfor skal jeg lægges for had, når man snarere burde sige, at det var godt, at jeg sagde fra?

Divaen kan spille mange roller, men jeg synes nu ikke, offerrollen ligger lige til hende her.

Åndssvagt klædt
Som for at understrege, at hun er så ophøjet et menneske, at hun har ret til at træde på andre, fremturede Ghita Nørby i DR2’s serie ’Jim og Ghita’.

Her drager Ekstra Bladets modediktator Jim Lyngvild og divaen på roadtrip rundt i landet, og undervejs sviner hun sin medrejsende til. Han er åndssvagt klædt, hans spørgsmål er så dumme, at ingen mennesker gider svare på dem, og så videre.

Lyngvild lever med det. Jeg tror, jeg ville blive lidt træt.

Som Ulf Pilgaard sagde til Ekstra Bladet i et stort interview:

- Ghita Nørby? Hende har jeg kendt i 100 år. Hun er den rappenskralde, man kender, og det skal man vide, når man vil interviewe hende! Jeg ville dog aldrig have reageret som hende. Dertil er jeg alt for velopdragen.

Man kan godt kan være en stor kunstner uden at behandle sine medmennesker som skidt.

Ghita Nørby fortjener en torsk – men kandidaten i morgen er godt nok også vældig stærk.

Vælg en torsk

Ghita Nørby er det niende bud på, hvem der skal kåres som Ekstra Bladets Nytårstorsk 2019.

Forhenværende vildt meget Simon Emil Ammitzbøll-Bille, Anders fra ’Gift ved første blik’, kulturudvalgsformand Lene Due, MF for SF Karsten Hønge, DF-leder Kristian Thulesen Dahl, letbanedirektør Michael Borre, statsminister Mette Frederiksen og partileder Rasmus Paludan er allerede halet på land, og der er én mere at se frem til. Siden følger en stemmeseddel i avisen, så du kan deltage i afgørelsen af, hvem der er årets største torsk.

Du kan også her på ekstrabladet.dk se samtlige nominerede, efterhånden som de bliver præsenteret, og til den tid vil der også blive mulighed for at stemme her.

Ikke blot kan du glæde dig over at have gjort din demokratiske pligt. Du kan også vinde fine præmier.

Årets nytårstorsk: Rasmus Pyroman 

Årets nytårstorsk: Hemmelige Mette 

Årets nytårstorsk: Ismanden 

Årets nytårstorsk: Taber-Tulle 

Årets nytårstorsk: Høngerøven 

Årets nytårstorsk: Øl-benægteren 

Årets nytårstorsk: Anders Linselus 

Årets nytårstorsk: Gummimanden 

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Quiz og vind: Er du torske-ekspert?


Klik på billedet herover, og deltag i konkurrencen.
Klik på billedet herover, og deltag i konkurrencen.
 

142 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere