Årets nytårstorsk: Dumme i bolden

Vi skal snart have kåret Ekstra Bladets nytårstorsk 2018. Herunder kan du læse om den syvende kandidat - som er en duo!

Skal Claus Bretton-Meyer og Mads Øland have den ubestridte ære af at blive kåret som årets Nytårstorsk af Ekstra Bladet? De er i hvert fald vores syvende bud på en vinder. De andre følger de kommende dage. Tegning: Morten Ingemann
Skal Claus Bretton-Meyer og Mads Øland have den ubestridte ære af at blive kåret som årets Nytårstorsk af Ekstra Bladet? De er i hvert fald vores syvende bud på en vinder. De andre følger de kommende dage. Tegning: Morten Ingemann


DBU’s top har en forbløffende flad indlæringskurve. Således har direktør Claus Bretton-Meyer brugt adskillige år på at føre bevis for, at han er aldeles uegnet til at forhandle med spillerne.

Alligevel gav de folkevalgte ham også opgaven i år, og endnu en gang lykkedes det ham at få det hele til at gå op i hat og briller. I tæt samarbejde med Spillerforeningens direktør, Mads Øland, begribeligvis.

Med den fairness, der er karakteristisk for komitéen, som udvælger kandidater til Ekstra Bladets Nytårstorsk, er de begge nomineret til at vinde den store hæder. Og når de har kvajet sig sammen, bør de vel også modtage torsken sammen.

Måske virker det uortodokst, men også tidligere i Ekstra Bladets Nytårstorsks mere end 40-årige historie er to blevet nomineret sammen.

Voldgift
Bretton-Meyers succeser på forhandlingsområdet kan tælles på en ekstremt klodset skovarbejders hånd, mens hans fiaskoer er så talrige som stjernerne.

Manden tiltrådte i 2014. Det år udløb de mandlige landsholdsspilleres aftale med DBU, men forhandlingerne om en ny aftale blev udsat, så Bretton-Meyer kunne sætte sig ind i sagen.

Ikke at det hjalp noget, altså.

Februar 2015 slog han til. 40-60 landsholdsspillere eller mulige landsholdsspillere fik et brev:

’Gå 17 procent ned i løn, og skriv under på en individuel aftale med DBU, ellers finder vi nogle andre.’

Ingen skrev under, men forhandlingsklimaet fik han da lige ødelagt. Efter langstrakte forhandlinger med Øland enedes de om en ny, kollektiv aftale, som lignede Bretton-Meyers oplæg uhyre lidt.

Siden viste det sig, at han ikke forstod den aftale, Øland havde overtalt ham til.

Ved en voldgiftssag ved DIF’s appelinstans blev DBU dømt til at betale 2,8 millioner til Spillerforeningen. Dommen betød, at DBU ikke som ventet sparede tre årlige millioner med den nye aftale.

Tegning: Morten Ingemann
Tegning: Morten Ingemann

Hårdknude
Sidste år var den gal igen. Bretton-Meyer skulle forhandle en ny aftale for de kvindelige landsholdsspillere, og han optrådte på en måde, som kan få en flodhest i en skøjtehal til at virke helt elegant.

Endnu en gang demonstrerede parret Øland og Bretton-Meyer en uforlignelig evne til at lade forhandlingerne gå i hårdknude.

Det lykkedes dem at få aflyst en venskabskamp med Holland, og da det ikke hjalp, blev også en VM-kvalifikationskamp mod Sverige lagt ned.

Danmark blev dømt som tabere af kampen, og så lykkedes det endelig at få forhandlet en aftale på plads.

Da turneringen var spillet færdig i år, viste det sig, at VM 2019 bliver spillet uden de danske kvinder. Vi ved, hvem der har skylden.

Kraftspring
Så skulle man tro, at nogen havde lært noget. Men nej.

Da en ny aftale for det mandlige landshold skulle forhandles på plads i år, sendte DBU igen Bretton-Meyer, som til ingens overraskelse tumlede rundt i forhandlingerne.

Øland var som spiller især kendt for sine atletiske indkast, der omfattede et kraftspring, men som forhandler er han så uelastisk som en kageopsats.

Det lykkedes denne gang parret at få forvandlet en venskabskamp mod Slovakiet til en farce, hvor Danmark blev repræsenteret af futsal-spillere og bunden af anden division.

Inden den følgende kvalifikationskamp mod Wales overtog DBU’s formandskab forhandlingerne fra Bretton-Meyer, og Øland fik støtte fra først landsholdsanfører Simon Kjær og siden William Kvist, og så kom en aftale da i hus.

Kommunekemi
Senest er Peter Møller blevet ansat som fodbolddirektør, og det virker som noget af det mest begavede, DBU har foretaget sig de senere år.

Jeg tåler ikke flere kvajede forhandlingsforløb mellem Bretton-Meyer og Øland.

Er der to, der står sammen om at smadre dansk fodbold, er det dem. Kan man tale om en kemi mellem de to, er den af den slags, der bør fragtes til Kommunekemi i Nyborg.

Men skulle de sammen modtage den store torsk, så kunne det da være, at de kunne finde et fællesskab i den handling, ikke? Fred i vor tid, ikke?

De fortjener i hvert fald begge torsken – men det gør kandidaten i morgen søreme også.

Det store torskevalg

Claus Bretton-Meyer og Mads Øland er syvende bud på, hvem der skal kåres som Ekstra Bladets Nytårstorsk 2018. Finansminister Kristian Jensen, regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen, fodboldspiller Nicklas Bendtner, fhv. bankdirektør Thomas Borgen, fhv. borgmester Niko Grünfeld og støvlefabrikant Ilse Jacobsen er allerede halet på land, og der er tre mere at glæde sig til.

Siden følger en stemmeseddel i avisen, så du kan deltage i afgørelsen af, hvem der er årets største torsk.

Du kan også her på ekstrabladet.dk se samtlige nominerede, efterhånden som de bliver præsenteret, og til den tid vil der også blive mulighed for at stemme her.

Ikke blot kan du glæde dig over at have gjort din demokratiske pligt. Du kan også vinde fine præmier.

Læs om de forrrige kandidater her:

Årets Nytårstorsk: Støvledamen

Årets nytårstorsk: Gokkeborgmesteren

Årets nytårstorsk: Dansk vask og strygning

Årets nytårstorsk: Lord i lænker

Årets nytårstorsk: Sundhedspladasken

Årets nytårstorsk: Smadremanden

53 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere