Årets varmeste dag blev dæmpet af blæsten

Varmerekorden for 2021 blev slået søndag med op til 22 grader, men skybrud og blæst spøgte i kulissen

Der var sommerstemning i København og Silkeborg, da Ekstra Bladet var forbi søndag.

Med mellem 21-22 grader kunne der søndag flere steder i landet slås varmerekord for 2021.

En kold vandtemperatur, blæsten og advarslen om skybrud satte dog en dæmper for den helt store solskinsdag.

Allerede søndag morgen kunne DMI fortælle, at chancerne for en varmerekord var gode.

- Vi kigger på en superflot opklaring fra sydvest, lyder det således fra vagthavende meteorolog hos DMI Lars Henriksen.

- Vi har lovet temperaturer på op til 21-22 grader, og om alt går vel, rammer vi årets foreløbige varmeste dag i dag.

Her advarede dmi også om, at vandets lave temperatur nok kun var for de friske badetyper.

Der var ikke mange, som udnyttede varmerekorden til at sole sig på stranden. Foto: Jonas Olufson
Der var ikke mange, som udnyttede varmerekorden til at sole sig på stranden. Foto: Jonas Olufson

Selvom mange ikke lå og nød vejret ved vandet, så blev der gået rigeligt med ture i København. Foto: Jonas Olufson
Selvom mange ikke lå og nød vejret ved vandet, så blev der gået rigeligt med ture i København. Foto: Jonas Olufson
 

Tømmermænd skylles væk
En af de friske badetyper var at finde ved søerne i Silkeborg. Her skulle tømmermænd forsøges at blive skyllet væk.

- Åh fuck! Det er koldt. Men det er også godt, udbryder Thomas Holm Munslow efter at være sprunget i søen og kravler op på land igen.

Tilbageblik: Varmeste og koldeste dag i maj

Varmeste dag målt i maj:

32 grader 27. maj 1892 i Herning.

Koldeste dag målt i maj:

-8,0 grader 14. maj 1900 i Gludsteg Plantage ved Silkeborg.

 

Kilde: DMI

På trods af blæst og det kølige vand nyder Thomas Holm Munslow solen ved søen efter en lang tid med corona.

- Vi var ude at spise i går, og det var bare fedt, at kunne glemme alle bekymringerne, siger han.

Solen forsvandt dog bag skyerne hen på eftermiddagen. Silkeborgenserne kunne blot kigge mod himlen og vente på, om de var uheldige vindere af et skybrud.

Thomas Holm Munslow kunne nyde et besøg hos vennen i Silkeborg med en dukkert i søen. Foto: Ernst van Norde
Thomas Holm Munslow kunne nyde et besøg hos vennen i Silkeborg med en dukkert i søen. Foto: Ernst van Norde

 

En stille hovedstad
Selvom varmen også ramte København, var gader og strande ikke overfyldt med solhungrende borgere.

Både på Amager Strand og Islands Brygge var der roligt og godt med plads mellem de personer, der var taget ud for at nyde havudsigten og solstrålerne.

Selv om flere shorts og bare ben var dukket op, så holdt den kraftige vind, der kunne give vindstød på op til 14 m/s, de fleste folk i lidt varmere kluns.

Luft var der rigeligt at trække af, da folk gik tur i blæsten ud mod Øresund. Foto: Jonas Olufson
Luft var der rigeligt at trække af, da folk gik tur i blæsten ud mod Øresund. Foto: Jonas Olufson