Årets nyudklækkede studenter gør klogt i at huske solcremen, når de springer på studentervognen og kører ud i sommerlandet.
Det bliver nemlig glohedt i de kommende dage, og det skyldes en kombination af flere ting, fortæller meteorolog hos DMI Lisette Grenbom.
- Det skyldes den meget, meget varme luftmasse, som er kommet ind over Danmark.
- Samtidig har vi ikke særligt mange skyer, så det er bare massiv solindstråling, og så har vi heller ikke særligt meget vind, lyder det fra meteorologen.
Op til 30 grader lokalt
Hele Danmark vil resten af ugen kunne nyde godt af sol og varme, der er dog alligevel nogle områder, der særligt kan komme i kog.
- Den her luftmasse ligger over hele Danmark, og der er ikke særligt meget vind, men der, hvor der vil være lidt pålandsvind, kommer vi helt sikkert ikke op på de helt høje temperaturer, forklarer Grenbom.
Faktisk kan det blive helt op til 30 grader enkelte steder lørdag, så der kan vi potentielt få årets varmeste dag indtil nu.
- Det er inde midt i landet eller steder, hvor der er fralandsvind. Men det ser ud som om, at det jævner sig ret meget, så det er alle, der ligesom får lov at mærke den her varme, selv dem på Bornholm, smiler Lisette Grenbom.
Bliv klogere på ugens vej i klippet øverst