Aarhus-restaurant mister sin stjerne

Når Michelin mandag afslører deres nye guide til de nordiske lande, mangler der en aarhusiansk kending

Hvornår og hvorfor startede Michelinguiden? Få dens historie kort fortalt. Foto/video: Anita Graversen, Louise Herche Serup, Michelin Redigering: Henrik Houlberg

Smilets by har fire stjerner i den nuværende udgave af Michelin-guiden, og normalt holder kokke og ejere vejret i spænding over, om de beholder den eftertragtede plads i guidebogen.

Men én restaurant er med sikkerhed ude af det varme selskab. For nu i hvert fald.

Restaurant Substans lukkede i april sidste år for at genåbne i spritnye lokaler på Aarhus Ø. Derfor har de i samme ombæring mistet deres stjerne.

Står det til parret bag, bliver det dog en engangsforestilling. Det forsikrer Louise Mammen, der driver Substans sammen med sin mand, René.

Louise og René Mammen glæder sig til at slå dørene op for den nye Substans, der gerne skulle få sin Michelin-stjerne tilbage næste år. Foto: Morten Lau-Nielsen
Louise og René Mammen glæder sig til at slå dørene op for den nye Substans, der gerne skulle få sin Michelin-stjerne tilbage næste år. Foto: Morten Lau-Nielsen
 

- Vi åbner ikke op igen for at lave et lavere niveau end før, det er helt sikkert, siger hun til Ekstra Bladet.

Parret startede restauranten sammen for 15 år siden, da de kun var 24 og 25 år. I 2015 blev de så belønnet med en Michelin-stjerne, men dengang foregik det ikke helt på samme måde som i dag.

- Der var slet ikke så meget hype. Det var ikke noget med at komme op på scenen og få jakke på og det hele, husker Louise.

Op på scenen
Hvert år har de holdt det høje niveau og beholdt stjernen, men det er kun de helt nye i klubben, der får æren af at få overrakt en kokkejakke og statuette på scenen, så den oplevelse har parret stadig til gode.

- Men det åbner jo op for at prøve det, når nu vi har mistet den, for så får vi den forhåbentlig på ny næste år, og så skal jeg bare op på den scene, joker Louise med sin smittende latter.

Siden april sidste år har man ikke kunnet finde Michelin-restauranten Substans i lokalerne i Frederiksgade - men de genåbner snart et andet sted. Foto: Anita Graversen
Siden april sidste år har man ikke kunnet finde Michelin-restauranten Substans i lokalerne i Frederiksgade - men de genåbner snart et andet sted. Foto: Anita Graversen
 

Når Substans 2.0 åbner i maj, har et professionelt hold været med til at indrette alt i de nye lokaler på toppen af Pakhusene på Aarhus Ø.

- Vi har været i gode hænder, men det er første gang, vi prøver det. Da vi åbnede i Frederiksgade, var vi helt unge og havde ikke nogen som helst midler, så vi måtte bruge det, der var, selvom det var slidt, fortæller René Mammen.

I Aarhus har restauranterne Domestic, Gastromé og Frederikshøj hver en stjerne, mens der også er en række spisesteder med en Bib Gourmand, som Michelin giver for god mad til prisen. Substans' 'lillebror', Pondus, er en af dem.

- Der er mange ting ved at eje en restaurant, hvor jeg tænker: 'Det her sagde jeg bare ikke ja til'. Der er fedt at have hinanden, fortæller 39-årige Louise Mammen, der har Substans med sin mand René. Foto: Joachim Ladefoged Plus Louise ville være politibetjent: I dag ejer hun Michelin-restaurant

57 kommentarer
Vis kommentarer