Aarhusianere skal holde varmen med vand fra undergrunden

Borgerne i landets næststørste by får efter 2030 en femtedel af fjernvarmen leveret fra undergrunden

Aftalen blev præsenteret på et pressemøde fredag eftermiddag i Aarhus, hvor blandt andre klimaminister Dan Jørgensen (S) deltog. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Aftalen blev præsenteret på et pressemøde fredag eftermiddag i Aarhus, hvor blandt andre klimaminister Dan Jørgensen (S) deltog. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Følg Samfund

Når aarhusianerne efter 2030 skruer op for deres radiatorer, vil 20 procent af varmen komme fra det varme vand i vores undergrund.

Det står klart, efter at en aftale mellem forsyningsselskabet Affaldvarme Aarhus og selskabet Innargi A/S fredag er blevet præsenteret.

Det er første gang, at geotermisk fjernvarme bringes i spil i stor skala, oplyses det i en pressemeddelelse.

Geotermi er varmeenergi, der stammer fra Jordens indre. To til tre kilometer nede i undergrunden er der mange steder 60 til 80 grader varmt vand.

I et geotermisk anlæg pumpes det varme vand op til overfladen og overføres til vandet i fjernvarmenettet i et lukket kredsløb.

Når vandet har medvirket til at varme radiatorerne op, pumpes det ned i undergrunden igen.

I Affaldvarme Aarhus kalder direktør Bjarne Munk Jensen det for en 'historisk dag for fjernvarmen i Aarhus'.

- Geotermi er en vedvarende energikilde og dermed et vigtigt skridt i vores bestræbelser på at få meget mere vedvarende energi ind i fjernvarmen.

- Geotermi er en forudsætning for, at vi i 2030 kan nå i mål med at udfase importerede træpiller, siger Bjarne Munk Jensen i pressemeddelelsen.

Det vil give en klækkelig reduktion af CO2-udledninger på op mod 165.000 ton om året, når det nye anlæg står klar.

Det geotermiske anlæg i Aarhus bliver ifølge pressemeddelelsen det største inden for EU.

Det vil kunne dække 20 procent af fjernvarmebehovet i Aarhus, og det svarer til varmen i 36.000 husstande.

Anlægget kan levere varme fra 2025 og vil være fuldt udbygget i 2030.

Den forventede levetid er 30 år, oplyses det.

Aftalen mellem Affaldvarme Aarhus og Innargi indebærer ifølge pressemeddelelsen ingen risici for fjernvarmeforbrugerne i Aarhus.

Det er Innargi - der ejes af A.P. Møller Holding, ATP og energiselskabet NRGi - der bærer risikoen i alle projektets faser.

På den måde får hverken Affaldvarme eller forbrugerne uforudsete udgifter, hvis noget ikke går som planlagt, oplyses det i pressemeddelelsen.

Aftalen realiseres uden økonomisk støtte fra staten.

Der findes tre mindre geotermianlæg i Danmark - i København, Sønderborg og Thisted. I udlandet anvendes geotermianlæg blandt andet i byer som Paris, München og Toscana-området i Italien.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Himmelråbende åndssvagt, at vi først ophæver restriktionerne på tirsdag