Mens Københavns partygader i aftes og nat lå øde hen med 'Lukket'-skilte i dørene, var der fuld damp på mange af de vandpibecaféer, der er piblet frem de seneste år.
I tæt pakkede lokaler sad grupper med anden etnisk baggrund tæt og inhalerede fed sød shisha-røg, ofte fra de samme mundstykker.
- Allah bestemmer
- Det er Allah, der bestemmer, sagde en taxichauffør, der holdt en pause på Rotana Café på Ydre Nørrebro.
- Hvad kan vi gøre? Det er hans vilje, svarede han, da Ekstra Bladet spurgte ham til eventuelle bekymringer ved for eksempel at dele vandpibe med to bekendte i det hjørne af baren, hvor folk med somalisk baggrund opholdt sig.
Han ønskede ikke at optræde med navn og portrætfoto i avisen, men et par meter derfra sad Abdulahi Ahmed Ismael, som gerne ville tale.
Dele-pibe
Han havde netop delt sin vandpibe med en kvindelig og en mandlig gæst.
- Fordi, jeg ikke er så bange. Jeg er lidt optimistisk, grinede han og afslog, at guder kunne stille noget op over for den coronaepedemi, som har bragt Danmark ud i en slags nødretstilstand.
- Jo, der kan være en risiko ved det. Jeg er ikke sikker på, at han har det (coronasmitte, red.). Jeg tror ikke, han har det. Derfor gav jeg den (pibeslangen, red.) til ham, sagde han og erkendte, at det kunne være en dårlig idé.
- Ingen grund til at blive bange
Han henviste nu blandt andet til myndighedernes råd om god håndhygiejne.
- En person, der er ramt, skal passe på andre og ikke smitte andre. Men der er ingen grund til at blive bange. Små arbejdspladser, butikker og caféer som den her kan sagtens holde åbent, vurderede han.
På byens for tiden mest populære vandpibested, Cafe Castrel nær Vesterport, var der igen i aftes propfyldt med tætsiddende unge gæster i røgtåge. Tre yngre kvinder lod slangen gå rundt.
Ubekymret
Men Ekstra Bladet måtte ikke tale med dem. Ifølge ejeren skulle gæsterne have lov til at hygge sig uden at bekymre sig om coronavirus.
- Vær venlig at forlade stedet.
Cornabekymring var der heller ikke meget af hos den 18-årige tømrerelev Muhammed Dogukaan, som delte vandpibe inklusiv mundstykke med den jævnaldrende kammerat Serdar Gülmez på Cafe Casual i Valby.
- Der er ingen grund til panik. Jeg har ikke været i et risikoområde, sagde Muhammed Dogukaan, som havde hørt rådet om ikke at besøge svage ældre.
- Men det gælder kun, hvis man har været i et risikoområde, eksempelvis Italien.
Bekymret far
Mens han fyldte lungerne med damp, fik han på sin telefon en besked fra sin bekymrede far, som bad ham om ikke at være ude med mange steder samlet.
- Kan jeg få et ekstra mundstykke, spurgte han tjeneren, efter Ekstra Bladet udfordrede ham i, om det var klogt at dele mundstykke med andre.
Sover alligevel sammen
Skråt over for sad et par turister fra Esbjerg, herunder den 23-årige Agi Joof og sugede fra den samme slange, som veninden netop havde suget røg fra.
- Vi sover alligevel på hotelværelse sammen, sagde hun.
- Min bror har allerede sendt mig i 14 dages karantæne, fordi vi torsdag tog på tur til København, hvor mange mennesker er samlet, grinede hun og argumenterede for, at angst for coronavirus ikke må afholde folk fra at leve livet.
Alligevel var hun dybt bekymret.
- Jeg har sendt en besked til min mor og bror. Der står, at jeg elsker dem, og hvis jeg dør af coronavirus, skal de passe godt på min hund.
En række vandpibesteder, eksempelvis Cafe DiLara i Taastrup, var ringere besøgt end sædvanligt, men døren stod åben for alle med undtagelse af denne avis.