Adam var et fattigt barn: Giver legetøj for 80.000 kr. til børn i hjembyen

Børnene troede, de ville få bamser, men Adam Armstrong trak både cykler og fjernstyrede biler frem til de fattige børn

Adam Armstrong fra Harrisonburg i Virginia har delt julegaver ud til fattige siden december 2013. Arkivfoto: Colourbox
Adam Armstrong fra Harrisonburg i Virginia har delt julegaver ud til fattige siden december 2013. Arkivfoto: Colourbox

Adam Armstrong kan tydeligt huske, hvordan det var at vokse op under strenge kår i byen Harrisonburg i den amerikanske stat Virginia.

Så i forrige weekend vendte han tilbage med en lastbil fyldt med flotte gaver til børn i et fattigt boligområde i hans hjemby. Gaver til en samlet værdi af 12.000 amerikanske dollars, svarende til lidt mere end 80.000 danske kroner.

Det skriver NBC News.

Ud af vognen trak han både cykler, fodbolde og fjernstyrede biler, som han gav væk til børnene, der stimlede sammen om lastbilen.

- Man ser de her børn og giver dem en babydukke, en Nerf-skyder, en cykel - du kan ikke sætte en pris på den følelse, man får, siger Adam Armstrong til NBC News, og fortsætter:

- Jeg føler mig meget velsignet.

Ikke børnenes skyld
Iført en nissehue gav den gavmilde mand gaver til alle de fremmødte børn, hvorefter han kørte videre og gjorde det samme i tre andre fattige boligområder i Harrisonburg. Resten af gaverne donerede han til Frelsens Hær.

Alle de fremmødte børn i det fattige kvarter fik uddelt en flot gave af den tidligere fattige dreng, der har tjent en lille formue på at sælge ferieboliger. Foto: Privat
Alle de fremmødte børn i det fattige kvarter fik uddelt en flot gave af den tidligere fattige dreng, der har tjent en lille formue på at sælge ferieboliger. Foto: Privat
 

- Jeg husker Harrisonburg som en lille, venskabelig by. Jeg husker statsejede boliger og en masse fattigdom, kriminalitet, stoffer, vold og den slags. Hver gang, jeg ser børn, ved jeg, at det ikke er deres skyld, at de er, hvor de er.

Sara Lewis-Weeks, der er boligmanager for boligområdet Harris Gardens, fortæller til NBC, at Adam Armstrong onsdagen forinden kom brasende ind på hendes kontor i frokostpausen.

- Han kommer ind og siger, 'hvad skal du på lørdag? Jeg vil gerne give en masse legetøj væk', og jeg er sådan, 'tja, jeg ved ikke rigtig', fortæller Sara Lewis-Weeks.

Hun var i første omgang meget skeptisk omkring mandens sande intentioner, men så snart hun havde fået bekræftet hans historie om, at han havde tjent en god formue på at sælge feriehuse, sagde hun straks ja. Boligmanageren fik trykt flyers, som hun delte ud til områdets børn, så de vidste, at de skulle møde op lørdag morgen til gaveuddelingen.

Adam Armstrong fortæller til mediet, at han har haft en tradition med at dele julegaver ud siden december 2013.

12 kommentarer
Vis kommentarer