Advarer danskerne: Tusindvis marcherer mod europæisk storby

Arrangører opfordrer til fredelige aktioner efter dage med gadekampe oven på retssag mod separatistledere

Derfor er der uroligheder i Catalonien. Få situationen forklaret på 30 sekunder.

Flere tusinder vrede catalanere marcherer langs med en motorvej i retning mod Barcelona.

Det er alt sammen en fortsættelse af de demonstrationer, som mandag blev udløst, da den spanske højesteret idømte ni separatistledere fra Catalonien lange fængselsstraffe.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Udenrigsministeriets Borgerservice har de sidste dage advaret danskere om at være forsigtige, hvis de besøger Barcelona. Mange af demonstrationerne har nemlig udviklet sig voldsomt.

To aftener i træk har der været gadekampe mellem aktivister og politifolk i Barcelona. Over 200 er blevet kvæstet - heriblandt mange politifolk. Mindst 29 personer er blevet anholdt.

14. oktober stormede tusinder af demonstranter lufthavnen i Barcelona, og 15. oktober blev der påsat store brande i gaderne under optøjerne.

Arrangørerne har opfordret deltagerne til at protestere fredeligt, efter at tusindvis af catalanere har sluttet sig til de fem store protestmarcher i forskellige dele af deres region og planlægger at mødes til en stor samlet demo fredag.

Deltagerne i protestmarcherne har planlagt at mødes i Barcelona fredag.


Myndigheder holder krisemøde
Cataloniens regionale præsident, Quim Torra, har forladt Barcelona, og han har sluttet sig til den ene af marcherne. Han sige, at han vil være nær folket.

Både de catalonske myndigheder og de centrale spanske myndigheder holdt onsdag krisemøder om situation.

Tusindvis af personer demonstrerede tirsdag i Barcelona ved regeringsbygninger og ved flere motorveje og jernbanelinjer.

Cataloniens tidligere vicepræsident Oriol Junqueras var blandt de ni, der mandag modtog fængselsstraf ved Spaniens højesteret. Den tidligere separatistleder fik den strengeste dom af alle med 13 års fængsel.

Otte andre separatistledere fik mellem ni og 12 års fængsel.

Spaniens højesteret udstedte mandag desuden en ny arrestordre på den catalonske ekspræsident Carles Puigdemont. En tidligere arrestordre på den tidligere præsident blev droppet af højesteret i 2018.

Catalonien har omkring 7,5 millioner indbyggere. Spanien har 47 millioner indbyggere, men omkring en femtedel af landets bruttonationalprodukt kommer fra den nordøstlige region.

1 af 2 Demonstanter brænder en container i Barcelonas gader 15. oktober. Foto: Lluis Gene
2 af 2 Demonstranter for catalansk uafhængighed marcherer på motorvejen nær byen Girona 16. oktober. Foto: Ritzau/Scanpix
90 kommentarer
Vis kommentarer