Advarer katteejere: - Det er forfærdeligt

To katte har mistet livet i rottefælder i Saksild. En internatejer kommer derfor med en opfordring til folk, der vil bekæmpe rotter

Rotter kan være en plage, hvis de begynder at bevæge sig tæt på os mennesker og vores huse.

En rottefælde kan være løsningen, men samtidig et problem for katte.

Det har Maja Stausholm Selch Hansen oplevet flere gange i de seneste uger.

Hun driver Stausholm kattepension og internat, og har fået flere tip fra Saksild ved Odder om katte, der er blevet fanget i klapfælder, som bruges til at fange rotter. Senest en kattekilling, det måtte lade livet.

- Hende der havde fælden, så der lå en killing i. Det var så naboens killing, der var røget i, siger Maja Stausholm Selch Hansen til TV2 Østjylland.

Kattekillingen er ikke den eneste kat i Saksild, der har mistet livet til en rottefælde.

Maja Stausholm Selch Hansen fortæller, at en kat blev set rendte rundt med en fælde om benet. Da der var tale om en vildkat, var den svær at få indfanget og på trods af flere forsøg med fælder og flere, der var ude og lede efter katten, gik der 14 dage, inden den blev indfanget.

På det tidspunkt var fælden dog faldet af - sammen med en del af kattens ben.

- Det er forfærdeligt. Det er så grimt. Vi kiggede på, hvor slemt det var, men der var gået mider og alt muligt i det stakkels ben, siger Maja Stausholm Selch Hansen og fortæller, at katten derfor blev aflivet.

På baggrund af de to episoder i Saksild opfordrer Maja Stausholm Selch Hansen folk, der vil bekæmpe rotter, til at bruge en anden slags fælder - de velkendte grå kasser - hvor andre dyr ikke kan gå i.

- Det koster måske 20 kroner ekstra at få sådan en kasse op, hvis man selv køber dem, siger hun.

Rottefælder som dem, de to katte gik i, kan blandt andet købes i byggemarkeder - noget Maja Stausholm Selch Hansen er uforstående over for.

- Jeg er faktisk helt overrasket over, at man kan skaffe dem her selv. Det er jo helt latterligt, hvad de kan gøre ved en kat, et dyr eller et lille barn, siger hun.

Hun er klar over, at de to katte var inde på privat grund, da fælderne klappede.

- Katteejere skal selvfølgelig også tage ejerskab over deres katte, men det er svært at sige til katten, at den ikke må gå ind til naboen, siger Maja Stausholm Selch Hansen og fortsætter:

- Jeg har også haft små børn, hvor der lå kattelort i sandkassen, så jeg synes også det er træls, men det her er ikke måden at gøre det på.

589 kommentarer
Vis kommentarer