Advarer mod biograf-fupnummer: - Det er ren svindel

Park Bio på Østerbro i København bliver i øjeblikket groft udnyttet, da en række falske sms'er er i omløb

Park Bio ligger i det centrale Østerbro på Østerbrogade. Foto: Gert Jensen
Park Bio ligger i det centrale Østerbro på Østerbrogade. Foto: Gert Jensen

- TILLYKKE - Du er den heldige vinder af et biografgavekort med to billetter samt snolder! Hent dit gavekort her:

Sådan lyder en besked, hvor afsenderen tilsyneladende er Park Bio. En lille biograf placeret på Østerbro i København.

Men Therese Meinertsen, der er indehaver af biografen, anbefaler, at man holder sig langt væk fra dette fupnummer. Hun har intet med disse sms'er at gøre.

Det startede allerede i sidste weekend, hvor det siden stilnede hen. Men lørdag morgen er situationen en anden.

- Vi får hele tiden opkald. Det er bare eksploderet her til morgen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, siger en modløs Therese Meinertsen til Ekstra Bladet.

Therese Meinertsen er i vildrede over SMS'erne, som er i omløb i øjeblikket. Foto: Privat/Ekstra Bladet
Therese Meinertsen er i vildrede over SMS'erne, som er i omløb i øjeblikket. Foto: Privat/Ekstra Bladet
 

Sanne Larsen er en af dem, der har modtaget beskeden. I god tro åbnede hun det tilsendte link, fordi det lokkede med gratis biografbilletter og snolder.

På siden står der, at billetterne koster ni kroner, hvorefter man skal svare på fire spørgsmål. På den efterfølgende side kostede det pludseligt 17 kroner. Her begyndte Sanne Larsen at blive betænkelig ved situationen.

- Nederst på siden står der så med små bogstaver, at du ikke har købt to billetter, men at du derimod er med i en konkurrence om at vinde to billetter. Du har altså købt et abonnement, og om tre dage bliver der trukket 48 euro fra din konto. Det er ren bøf og svindel, siger Sanne Larsen, der ikke er i tvivl om, hvad hun mener om dette nummer.

- Det er sgu strengt det her.

Hvad der lyder som et eksklusivt tilbud, ender altså med at koste dig op imod 350 kroner. For billetter som ikke er gyldige.

Biograf-ejer Therese Nielsen er fortørnet over, at Park Bio bliver udnyttet på denne måde. Derfor advarer hun også alle sine følgere på Facebook om dette fupnummer.

- PAS PÅ!!!!! Falsk sms i omløb ! Den er IKKE fra os, skriver Park Bio i en Facebook-opdatering.

Therese Meinertsen overvejede i sidste uge at anmelde det til politiet. Men hun undlod, da det stilnede af i løbet af ugen. Nu er hun dog af en anden overbevisning.

- Jeg vil have det stoppet, så jeg går til politiet med oplysningerne, siger hun.

162 kommentarer
Vis kommentarer