Advarer mod fupbeskeder: - Der er sindssygt mange

PostNord og Elgiganten advarer om, at de beskeder som folk modtager i øjeblikket med stor sandsynlighed er falske

Man skal ikke tro på beskedens troværdighed, selvom Elgiganten står som afsender. Privatfoto.
Man skal ikke tro på beskedens troværdighed, selvom Elgiganten står som afsender. Privatfoto.

Det er kun halvanden måned siden sidst, at Ekstra Bladet kunne fortælle, at danske virksomheder advarede om fupmails og -sms'er.

Nu er den gal igen - i hvert fald advarer PostNord og Elgiganten om, at der bliver sendt beskeder ud med de to virksomheder som afsendere.

Elgiganten oplever så mange typer fupbeskeder, at de ikke engang har oplevet den allernyeste slags beskeder, folk har modtaget i deres indbakke.

- Der er sindssygt mange varianter der florerer i øjeblikket. Det er lige fra lotterier, til konkurrencer og iPhones der koster en krone, forklarer Frederik Danvig, der er pressechef i Elgiganten.

I beskederne står der, at modtageren er blevet udtaget til at deltage i en pakkeleg. De skal blot trykke på det link, som følger med i sms'en. Når man trykker på linket kommer der en besked om, at man skulle have vundet en telefon, men at man skal betale 19 kroner for at få telefonen.

Beskeder om pakkeleg i Elgiganten er ikke fra virksomheden selv. Privatfoto.
Beskeder om pakkeleg i Elgiganten er ikke fra virksomheden selv. Privatfoto.
 

Pressechefen oplyser, at de oplever en stigning i fupbeskederne op til forskellige højtider.

- Under Black Friday forsøgte snyderne også at hægte sig på. Det er desværre blevet hverdagskost med de her svindel-beskeder. Det er vi frygtelige ked af. Især at folk bruger vores gode navn og rygte til at snyde folk.

- Husk, at lyder noget for godt til at være sandt, så er det som regel også det, siger Frederik Danvig.

Se også: Falske beskeder i omløb: Åbn ikke dette link

Ville aldrig opkræve porto på den måde
Beskederne fra PostNord handler ikke konkurrencer eller billige iPhones. De beskeder, som bliver sendt ud i deres navn, informerer om, at man har en pakke, der skal afhentes.

I beskederne står der, at man skal betale en porto på cirka fem kroner, før man kan få pakken udleveret. Porten skal betales via det link, som følger med i beskeden.

- Vi ville aldrig sende en mail eller sms ud med den type portoopkrævning, for folk har jo betalt for deres porto, når de har handlet på nettet, fortæller PostNord Danmarks kommunikationschef, Morten O. Nielsen.

PostNord finder det dybt frustrerende, at der konstant dukker fupbeskeder op. For hver gang de advarer mod en type fupbesked, dukker der en ny op.

Et af de store problemer med de mange fupsms'er, danskerne modtager, er, at de lægger sig ind i den beskedtråd, som man måske allerede har kørende med eksempelvis PostNord. Derfor anbefaler kommunikationschefen, at man downloader PostNords egen app.

- Vi har en app, hvor vi kan sende pushbeskeder ud. Vi anbefaler, at folk downloader appen, for det er kun os, der kan sende igennem den. Vi er nødt til at kommunikere med folk, og der er vi nødt til at bruge sms’er og mails. Men den sikreste måde at kommunikere med os er gennem appen, siger Morten O. Nielsen.

Hos både Elgiganten og PostNord viser på deres hjemmesider, hvordan de mange forskellige former for fupbeskeder ser ud.

Derudover har begge virksomheder samme råd til de danskere, som har modtaget tvivlsomme beskeder: Tryk ikke på nogle links og slet beskeden med det samme, hvis du er i tvivl om, det er fup.

Se også: Kaos efter Black Friday: Vi kan kun holde til det her i en uge

66 kommentarer
Vis kommentarer