Hvis du er en af de mange danskere, der mandag formiddag er i gang med at læsse julegaverne ind i bilen og kramme familien farvel, inden turen går hjem over Storebæltsbroen, kan det være en god idé at læse med her.
Vejdirektoratet melder nemlig om tæt tåge på Storebæltsbroen, hvilket betyder, at der er en sigtbarhed på under 100 meter.
Årets store rejsedag
Sund & Bælt forventer, at 190.000 bilister krydser Storebæltsbroen mellem den 23. og 27. december, men 2. Juledag er årets helt store rejsedag.
Derfor har Vejdirektoratet også allerede advaret om stor risiko for kødannelser og forlænget rejsetid, og det er særligt på strækningen mellem Aarhus og København via Kolding, at der vil være pres på vejene.
Til Ekstra Bladet har vagthavende hos Vejdirektoratet tidligere udtalt, at trafikken vil være særligt tung mellem 11 og 15, hvorfor det anbefales, at man enten kører tidligt eller venter til senere på dagen.
Vejdirektoratet opfordrer til, at man er ekstra opmærksom, når man begiver sig ud i trafikken mandag. Risikoen for tåge flere steder gør det ekstra vigtigt at holde god afstand til de forankørende.
Vindstød tæt på stormstyrke
Ud over at 2. Juledag bliver en tåget fornøjelse, bliver det også en blæsende og våd én af slagsen.
Det skriver DMI mandag morgen.
De oplyser, at vinden hen på eftermiddagen vil blive jævn til frisk med vindstød tæt på stormstyrke. Derudover vil der i perioder falde regn.
Omkring klokken 11 mandag formiddag advarer Vejdirektoratet derfor ligeledes om kraftig vind på Storebæltsbroen.