Advarer Trump i nyt sjovt klip: - Lad være med at kigge!

Den amerikanske præsident nød solformørkelsen med familien, han glemmer dog lige beskyttelsesbrillerne på et tidspunkt

Præsident Trump kigger på solformørkelsen. Video: AP

Man kan ødelægge sine øjne for altid, hvis man kigger direkte på solformørkelse uden den nødvendige beskyttelse.

Lyset fra solen under formørkelsen er 10.000 gange stærkere end lyset fra en fuldmåne, og der er risiko for varige øjenskader, hvis man stirrer mere end et par sekunder. Det skriver Illustreret Videnskab.

Ikke et problem for præsidenten
Det er dog ikke noget, der bekymrer den amerikanske præsident Trump, der i dag nød solformørkelsen med førstedamen, Melania Trump, og deres fælles søn Barron.

De tre står på balkonen ved det Hvide Hus og nyder naturfænomenet, og på et tidspunkt vælger præsidenten at kigge direkte på solen uden de anbefalede beskyttelsesbriller.

Der er dog andre, der ser faren ved præsidentens mangel på briller, og råber 'don't look' (lad være med at kigge red.) til Trump.

Muligheder for at se formørkelsen
Det har været muligt at se solformørkelsen i hele USA, men også Sydamerika og nogle dele af Europa var heldige at få et glimt af fænomenet.

Der er dog længe til vi her i det danske land kan komme til at nyde mørklægningen, Ifølge Videnskab.dk vil næste solformørkelse i Danmark nemlig finde sted i år 2426.