Der kan falde helt op til 20 centimeter sne i Nordjylland frem til onsdag middag, og samtidig advares der om, at vejene kan blive særdeles glatte i de nordøstlige dele af Danmark. Eller på DMI-sprog er der sendt et varsel ud om 'voldsomt vejr' i Nordjylland.
Det fortæller Frank Nielsen, vagtchef, DMI.
- Nord for Limfjorden kan der falde 10-20 centimeter tung sne. Og i Nordsjælland fra Hillerød og op kan der komme op til ti centimeter tøsne, siger han.
Men, som han siger, driller vejret lidt i aften, hvor kulde og varme slås om at få taget. Det betyder, at der er risiko for isslag, islag og sneglatte veje.
Islag er, hvor regndråberne rammer en kold overflades, omdannes til is og bliver glat.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Isslag er, når de sidste meter over jorden er under frysepunktet, så når regndråben at komme under frysepunktet, og dermed bliver det til is, når en hård overflade rammes. Dermed bliver det også is, når det eksempelvis rammer en bilrude.
Og endelig er der muligheden for at kulden tager over fra start, og så er der tale om sne.
- Fælles for alle tre typer er, at det hele er glat, slår Frank Nielsen fast.
Dermed bør trafikanter være ekstra opmærksomme i morgentrafikken. I den øvrige del af landet er der risiko for dis og tåge.
Onsdagen byder på det køligste vejr i de nordøstlige egne, mens resten af Danmark kan få mellem én og fire graders varme. Ved Vadehavskysten kan der lokalt blive fem grader.
Det positive er, at såvel sne som isslag kan give særdeles flotte landskaber.