Advokat: QAnon-shaman er blevet syg i fængslet

Jacob Chansley er blevet diagnosticeret med flere psykiske sygdomme, og hans tilstand forværres i fængslet, fortæller hans advokat

Advokat: QAnon-shaman er blevet syg i fængslet

Hvem er manden med hornene? Få overblikket her

Den formentlig mest kendte af oprørerne fra stormløbet mod den amerikanske kongres i januar, Jacob Chansley, har i forbindelse med sin varetægtsfængsling fået flere psykiske diagnoser.

33-årige Chansley, som på grund af sin påklædning under angrebet har fået tilnavnet 'Q Shaman' eller 'QAnon-shamanen', er blandt andet blevet diagnosticeret med forbigående skizofreni, bipolar lidelse, depression og angst.

Det fortæller hans forsvarsadvokat Albert Watkins i et interview med Reuters. Samtidig fortæller han, at Chansleys tilstand er blevet værre i løbet af den tid, han har siddet bag tremmer.

- Mens han har tilbragt i isolation, har forværringen af hans mentale tilstand været mærkbar - selv for det utrænede øje, siger forsvarsadvokaten.

Tror han er relateret til Jesus
Derfor er advokaten nu gået i gang med at forhandle med anklagemyndigheden om en mere holdbar løsning, skriver Reuters.

Chansley overvejer blandt andet at erklære sig skyldig i dele af anklagerne, så han kan få reduceret sin straf, ligesom advokaten vil have adgang til behandling til sin klient.

Jacob Chansley har blandt andet vrangforestillinger, hvor han mener at være direkte relateret til Jesus og Buddha.

- VI har taget en fyr, der er ubevæbnet, harmløs, fredelig, men med en kæmpe mental sårbarhed, og vi har forvandlet ham til et stort rod, siger Albert Watkins.

Jacob Chansley er en ledende figur i den kontroversielle konspirationsbevægelse QAnon. Foto: Cheney Orr/Ritzau Scanpix
Jacob Chansley er en ledende figur i den kontroversielle konspirationsbevægelse QAnon. Foto: Cheney Orr/Ritzau Scanpix

Anklaget for at ville dræbe folkevalgte
En talsmand fra den føderale anklagemyndighed afviser at forholde sig til anklagerne.

Den 33-årige oprører sidder fængslet, fordi han - ifølge anklagerne imod ham - i januar stormede Kongressen med intentionen om at 'fange og dræbe' nogle af de folkevalgte.

- Der er stærke beviser, heriblandt Chansleys egne ord og handlinger i Kongressen, på, at uromagernes hensigt var at fange og dræbe udvalgte embedsmænd i USA's regering, skriver anklagerne i et dokument, der kom frem i forbindelse med kravet om varetægtsfængsling.

Ledende figur i konspirationsbevægelse
Flere billeder af Chansley fra Kongressen 6. januar viser Jacob Chansley stående i bar overkrop og pelshue med horn ved vicepræsident Mike Pences plads i Kongressen. Pence havde siddet i stolen få minutter inden uromagerne trængte ind i salen.

Jacob Chansley er en ledende figur i den kontroversielle konspirationsbevægelse QAnon. Medlemmer af bevægelsen ser præsident Donald Trump som en slags frelser, der skal redde USA.

Men han modarbejdes ifølge teorien af en global elite, der styres af pædofile. Eliten påstås at stå bag menneskehandel og for at planlægge at vælte den amerikanske præsident.

USA's føderale politi, FBI, har betegnet QAnon som en potentiel indenlandsk terrortrussel.