Advokat: - Toppolitikere kan ikke gemme sig

Der bliver kastet med verbale knive på andendagen i den spektakulære injuriesag i Østre Landsret

De tre herrer er overbeviste om, at Sherin Khankan taler med to tunger. Nu er sagen havnet i landsretten. Foto: Jens Dresling/Stine Tidsvilde
De tre herrer er overbeviste om, at Sherin Khankan taler med to tunger. Nu er sagen havnet i landsretten. Foto: Jens Dresling/Stine Tidsvilde

Det er ikke hver dag, tre politikere udgør scenen i et civilt søgsmål. Men det er nu engang den virkelighed, som møder én på Fremtidsvej i Søborg, hvor Naser Khader (K), Martin Henriksen (DF) og Marcus Knuth (K) er sagsøgt af Sherin Khankan for injurierende påstande.

I en mail til tre folketingskolleger advarede de tre politikere nemlig mod at udbetale satspuljemidler til Khankans organisation Exitcirklen, fordi Khankan ifølge dem var en 'kontroversiel figur', der ikke ville tage afstand fra piskeslagsstraf og sharialov.

Der forventes domfældelse 23. juni, men allerede under dagens timelange retsmøde blev tonen yderligere spids mellem aktørerne.

Poul Hauch Fenger, der er advokat for Sherin Khankan, argumenterede for, at udsagnene fra mailen, som blev gengivet til pressen efterfølgende, har karakter af decideret magtmisbrug. Han henviste til, at politikere bærer et særligt ansvar for at fremsætte beskyldninger rettet mod civile borgere. Især hvis disse kan skade almindelige borgeres eftermæle og professionelle virke.

- Beskyldningerne er fremsat i ond tro, og derfor kan politikere ikke gemme sig bag deres udvidede ytringsfrihed, sagde Poul Hauch Fenger og tilføjede, at sagen bærer præg af at være 'rendyrket populisme'.

Han pegede yderligere på, at de ærekrænkende udtalelser har rod i den personlige konflikt mellem Naser Khader og Sherin Khankan. De to har tidligere dannet par.

Sherin Khankan har tidligere under afhøringerne forklaret, at hun har mistet fondspenge som konsekvens af al den polemik, der blev skabt i kølvandet på den lækkede mail.

Men ifølge Marcus Knuth var den mail 'fuldstændig inden for skiven'.

- Det er en del af mit arbejde i Folketinget, at vi diskuterer tingene. Folk, der går ind for sharia, skal ikke have del af danske skattekroner, lød det fra Marcus Knuth, der i dag, tirsdag, afgav partsforklaring i det overfyldte retslokale.

Næsten samme ordlyd kom fra både Khader og Henriksen, da de skulle fortælle om den pågældende mail, der altså blev sendt 30. september 2017 og senere lækket til Berlingske.

- Når jeg har de holdninger, som jeg har, og jeg er bundet forfatningsmæssigt ud fra dem, kan jeg ikke sidde og sige, at offentlige midler skal gå til Sherin Khankan. Det er galimatias. Jeg er jo islamkritiker, fortalte Martin Henriksen i forbindelse med det første retsmøde.

- Det kan godt være, at nogle politikere opererer med armslængdeprincippet. Men det vil så at sige svare til, at man som politiker fralægger sig ansvaret, uddybede han.

Naser Khader, der i sin tid forfattede mailen, har efterfølgende vedholdt sin forklaring på både Facebook og over for pressen om, at Sherin Khankan er 'islamist'.

Hvorvidt han og kollegerne skal bøde for udtalelserne, afhænger meget af, om landsretten freder politikerne eller ej.

De tre politikere en nemlig som folketingsmedlemmer beskyttet med parlamentarisk immunitet af grundlovens paragraf 57 og kan derfor som udgangspunkt ikke retsforfølges eller straffes. Men Folketinget kan gå ind og ophæve immuniteten, hvis et flertal ønsker det.

- At denne her sag overhovedet er nået hertil, er mig en gåde, lød det fra Klaus Ewald, der er advokat for Martin Henriksen.

- Man forsøger at give de tre politikere mundkurv på. Derfor kan jeg ikke se andet, end at landsretten frifinder dem, da de ikke har ageret grænseoverskridende, men derimod passet deres arbejde.

Det er ikke hverken gensynets glæde eller venindekærlighed, der lyser ud af Sherin Khankans og Pernille Vermunds kropssprog, mens Abdel Aziz Mahmoud forsøger at holde tungen lige i munden. Foto: DR TV - 23. mar. 2019 - kl. 19:16 Bedstevenner som børn - fjender som voksne

282 kommentarer
Vis kommentarer