Advokats medicin røbet til hans bank

- Helt ude i hampen, siger nordjysk advokat efter Lægemiddelstyrelsens sjusk med oplysninger om tilskud til cannabis-brugere

Advokat Niels Fjeldberg blev stiktosset, da han opdagede, at Lægemiddelstyrelsen med rene ord oplyste ham - og ikke mindst hans bank - at han fik tilskud til medicinsk cannabis. (Foto: René Schütze)
Advokat Niels Fjeldberg blev stiktosset, da han opdagede, at Lægemiddelstyrelsen med rene ord oplyste ham - og ikke mindst hans bank - at han fik tilskud til medicinsk cannabis. (Foto: René Schütze)

- Hvis jeg som advokat kommer til at røbe følsomme, personlige oplysninger, får jeg en klækkelig bøde.

- Når Lægemiddelstyrelsen gør det samme med over 1100 menneskers dybt private forhold, får vi bare en slap beklagelse. I det mindste havde en undskyldning været på sin plads.

Sådan siger advokat Niels Fjeldberg, Hobro, i kølvandet på den pinlige sag, hvor Lægemiddelstyrelsen i over 1100 tilfælde for nylig røbede stærkt private sundhedsdata til en lang række banker om deres kunders brug af medicinsk cannabis.

Inden sin sygdom var Niels Fjeldberg forsvarer i store straffesager, og han har tidligere arbejdet i anklagemyndigheden. Han er en af de mange danskere, hvis fortrolige oplysninger, Lægemiddelstyrelsen har fodret bankerne med.

De følsomme oplysninger er fremkommet gennem styrelsens refusion af individuelle tilskud til lægeordineret cannabis for årene 2017 og 2018.

Fik ingen forklaring
- Da jeg loggede på min netbank 18. februar, stod der pludselig 'tilskud til medicinsk cannabis' ud for et beløb med Lægemiddelstyrelsen som afsender.

- Og præcis den samme tekst kan bankens ansatte jo se, og den vil de måske finde interessant. Der kunne ligeså godt have stået en diagnose.

- Men det er en helt fortrolig oplysning, som hverken banken eller andre skal have adgang til, fortæller den 61-årige jurist til Ekstra Bladet.

Han bruger cannabis mod ansigtssmerter efter aftale med sin læge, og han har været meget åben om det.

- Det undrede mig, at der ikke bare stod ' i følge aftale' eller sådan noget. At beløbet var specificeret helt ud i detaljen, gjorde mig vred. Så jeg ringede over til styrelsen og bad om en forklaring.

- Den fik jeg ikke, men nogle dage senere lå der en brev i min e-boks, hvor Lægemiddelstyrelsen beklagede, at man ved en fejl havde spredt følsomme personoplysninger til uvedkommende.

- Og så beklagede man endnu en gang. Men hvad skal vi bruge det til. Det er helt ude i hampen - skaden er jo sket, siger Niels Fjeldberg.

Regler strammet for nylig
- Styrelsens politik om opbevaring af persondata kan ikke være meget værd i praksis, for så var det ikke sket.

- Og det undrer mig virkelig, at selv efter den seneste stramning af reglerne for opbevaring og behandling af følsomme personoplysninger, sker sådan noget alligevel.

- Havde jeg gjort noget tilsvarende i mit job, så var bøderne haglet ned over mig, siger han.

Udover at beklage over for de berørte cannabisbrugere har styrelsen meldt sig selv til Datatilsynet. Det er herefter op til Datatilsynet, om politiet skal pudses på Lægemiddelstyrelsen.

Se også: Danske cannabisbrugere afsløret  

97 kommentarer
Vis kommentarer