'Ægge-drengen' gik verden rundt: Nu giver han formue til New Zealand-ofre

Indsamlingen til 'ægge-drengen' skulle gå til juridiske udgifter og 'flere æg'. Men de fleste bliver doneret til ofrenes pårørende

Da Anning var i gang med at uddybe sine synspunkter i et interview med australske Seven Network, sneg en 17-årig dreng sig op bag senatoren, hev sin telefon frem og klaskede et æg i nakken på senatoren. Video: AP

17-årige Will Connolly kvitterede med et æg i nakken på den højreorienterede australske senator Fraser Anning, efter han lørdag kom med kontroversielle udtalelser om fredagens terrorangreb i Christchurch i New Zealand.

Videoen, hvor senatoren - efter at have fået ægget i nakken - vredt langer ud og tildeler den unge mand to slag i ansigtet, gik efterfølgende viralt, og Will Connolly blev hurtigt døbt 'Egg Boy' og hyldet som en helt.

Vil sende penge til ofre
Flere indsamlingssider blev oprettet for at støtte den unge australier og hjælpe ham med de juridiske udgifter samt indkøb af 'flere æg'.

Nu har den største af indsamlingerne overgået sit mål og rundet 60.000 australske dollars - svarende til omtrent 280.000 kroner.

I en opdatering på indsamlingssiden lyder det, at 17-årige Will Connolly 'planlægger at sende størstedelen af pengene til ofrene for Christchurch-terrorangrebet'.

'Lovens fulde styrke'
Den australske premierminister, Scott Morrison, udtalte efter ægge-'overfaldet', at han mente 'lovens fulde styrke' bør ramme senator Fraser Anning på grund af de to slag, han tildelte den 17-årige.

Samfund - 17. mar. 2019 - kl. 16:17 Overfaldt politiker med æg: Nu vælter støtten ind

Fraser Anning har imidlertid nægtet at undskylde for sine udtalelser omkring terrorangrebet i Christchurch. Mandag kommenterede han sine handlinger til reportere i Brisbane, skriver New York Times.

- Han fik et slag i hovedet, hvilket er, hvad hans mor skulle have givet ham for længe siden, fordi han ikke har opført sig ordentligt, lød det fra Fraser Anning.

Over 1,3 millioner har nu bidraget til en underskriftindsamling, der efterlyser, at senatoren trækker sig.

'Terrorisme har ingen religion'
'Ægge-drengen' lagde selv den virale video op på sin Twitter-profil. Her skrev han blandt andet, at 'her er øjeblikket, hvor jeg følte mig stolt af at eksistere som menneske. Lad mig informere jer alle om, at muslimer ikke er terrorister og terrorisme har ingen religion. Alle, der betragter muslimer som terrorister er lige så tomhjernede som Anning'.

Kort efter blev Will Connollys konto på det sociale medie suspenderet.

Ifølge skærmbilleder på GoFundMe-siden fortæller han til sidens opretter, at han er 'under strenge restriktioner for at begrænse sine opslag på de sociale medier'.

Det er endnu ikke lykkedes New York Times at få en kommentar fra 'Ægge-drengen'.

Will Connolly blev arresteret efter ægge-scenariet, der startede det hele. Han blev dog løsladt kort efter. Politiet vil nu efterforske nærmere, så det er uvist, om Will Connolly får brug for nogle af pengene til juridiske udgifter.

259 kommentarer
Vis kommentarer