- Det er den slags, man laver film om. De var virkelig forelskede.
Sådan fortæller Sue Wagener, niece til Jack og Harriet Morrison, til CNN.
Tidligere i denne måned sov ægteparret, der havde været gift i 65 år, begge stille ind på det samme plejehjem med kun få timers mellemrum.
Harriet flyttede ind på plejehjemmet The Woodlands of Arnold i Missouri for omkring halvandet år siden, efter at være kommet til skade, da hun faldt over hunden. Kort efter fulgte Jack med, efter også at være kommet til skade.
I de seneste par måneder var Harriet Morrison begyndt at udvikle demens, så det var ikke altid, hun kunne huske sin mand, fortæller niecen, Sue Wagener.
- De ansatte var vidunderlige. Når hun havde en god dag, satte de dem sammen. Så spiste de morgenmad eller drak kaffe, og så sad de bare der og holdt hinanden i hånden, siger Sue Wagener til CNN.
Ægteparret boede kun fire døre fra hinanden, og det var også personalets store opmærksomhed, der gjorde, at deres sidste stund blev sammen med hinanden i stedet for hver for sig.
- Jeg elsker og savner dem. Jeg ved, at de nu er glade og sammen igen, siger Sue Wagener.
Holdt altid i hånd
Jack og Harriet Morrison mødte hinanden tilbage i 1955, da han var 21 år gammel og i færd med at blive lært op i sin fars busselskab. Den dengang 18-årige Harriet arbejdede som buschauffør i firmaet. Inden længe var de ifølge deres niece helt uadskillelige.
- De holdt altid hinanden i hånden. Man så dem aldrig uden at de rørte ved hinanden eller hans arm var omkring hende.
Senere blev Jack Morrison uddannet som pilot, og sammen nåede parret at rejse rundt i store dele af verden, før de til sidst flyttede på plejehjem.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.