Ægtepar fik vild jule-overraskelse: - Min mand troede hans far var død

Et ægtepar har vundet 25 millioner kroner. De falder på et tørt sted, lyder det

Et ægtepar fra Kalundborg har fået vendt deres liv på hovedet, efter at de har sikret sig den helt store gevinst i lotto. Arkivfoto: Niels Hougaard
Et ægtepar fra Kalundborg har fået vendt deres liv på hovedet, efter at de har sikret sig den helt store gevinst i lotto. Arkivfoto: Niels Hougaard

For et ægtepar fra Kalundborg blev den søde juletid pludselig meget sødere, da konen søndag formiddag tjekkede lotto-tallene på computeren.

Her opdagede hun nemlig, at hun via sin Lyn-Lotto havde vundet den helt store gevinst på 25 millioner kroner.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Hun fortæller, at hendes mand ellers har en konto på nettet til lotto-spil, men at hun af og til køber en kupon i Kvickly.

- Og det må man jo sige var ret heldigt i dette tilfælde, siger hun ifølge Danske Spil.

Kuponen viste sig altså at have den helt store gevinst, men hun følte sig alligevel nødsaget til at tjekke tallene nogle gange, inden hun gik ind til sin mand.

- Min mand sad inde i sofaen og så tv, og jeg løb grædende ind til ham. Først troede han, at det var hans far, der var død, men så så han, at jeg stod og viftede med kuponen. Jeg sagde til ham, at han skulle finde tekst-tv, men han var så rundt på gulvet, at han ikke kunne ramme knappen. Vi hoppede rundt og råbte og græd af glæde. På et tidspunkt sagde min mand, at det måtte være en drøm, så jeg nev ham hårdt i armen og sagde, at hvis han kunne mærke det, så var han vågen, siger hun.

Danmarkshistoriens største lottogevinster

* 1: 315.009.958 kroner i Eurojackpot. Februar 2015. Købt i Helsingør.

* 2: 210.668.619 kroner i Eurojackpot. December 2018.

* 3: 148.183.435 millioner kroner. November 2017. Købt i Skallerup nær Hjørring.

* 4: 140.358.416 kroner i Onsdags Lotto. August 2016. Købt i Vejle.

* 5: 135.177.015 kroner i Eurojackpot. Oktober 2012. Købt i Herlev.

* 6: 114.000.000 kroner i Eurojackpot. Januar 2017. Købt i Ølsted.

* 7: 56.789.170 kroner i Onsdags Lotto. August 2013. Købt via danskespil.dk.

* 8: 50.000.000 kroner på en Joker. Oktober 2015. Købt på Frederiksberg, København.

* 9: 49.937.681 i Onsdags Lotto. November 2012. Købt i Vordingborg.

* 10: 46.953.221 i Vikinglotto. Juni 2017. Købt i Vordingborg.

Kilde: Danske Spil

Børnene græd
Parrets to voksne børn blev straks inviteret forbi, så de kunne dele glæden med dem.

- De blev så glade på vores vegne og græd lige så meget som os. De har også skullet vende hver en krone igennem de seneste par år, og det har været virkelig hårdt at se dem kæmpe, uden at vi kunne hjælpe dem, siger den heldige vinder.

Hun fortæller, at hun og hendes mand har haft et hårdt 2018, der blandt andet har budt på flere dødsfald i familien, mens hun selv blev fyret i december, og hendes mand har stået uden arbejde i et år.

- Så vi har haft utrolig meget stress over økonomien. Det her er bare så vidunderligt. Nu vender det hele på en tallerken, og vi kan se frem til 2019 på en helt anden måde, siger hun.

Campingvogn med det hele
Parret, der er henholdsvis i 40'erne og 50'erne, har takket ja til at få rådgivning fra Danske Spil i forbindelse med den store gevinst, men de har allerede lagt planer for en del af pengene. Blandt andet vil de købe et hus til hver af deres børn og betale for privatskole til børnebørnene.

- Vi vil desuden selv gerne have et større hus samt en lejlighed i Spanien. Derudover er der en bil, jeg altid har drømt om, som jeg gerne vil have nu - og en ny campingvogn med aircon og det hele. Sidst, men ikke mindst skal vi selvfølgelig investere nogle penge, så de kommer til at række længst muligt, siger kvinden.

Hun og hendes mand har valgt at være anonyme i forbindelse med udtalelserne om gevinsten.

Den store gevinst falder som den anden af sin slags på under en måned i den samme kommune. Således var det også i Kalundborg Kommune, at en mand tidligere i december løb af sted med den astronomiske gevinst på 210 millioner i Eurojackpot.

Mand fra Kalundborg vinder 210 millioner kroner i Eurojackpot