Ægtepar køber hel stolerække: Skal se solformørkelse fra Boeing 737

50 danskere skal i morgen opleve solformørkelsen fra en Boeing 737 over Færøerne

(Foto/redigering: Ernst van Norde)

Mens de fleste danskere og færinger risikerer at stå under et tykt skydække, når månen i morgen formiddag skygger for solen, så er 50 danske sol-turister sikre på at opleve den totale solformørkelse over Nordatlanten.

De sidder nemlig i et Boeing 737 over skyerne, når månen dækker for solen kl. 10.41 dansk tid.

En af de heldige er den 63-årige HF-lærer fra Aarhus John Valentin Mikkelsen.

Han har sammen med sin hustru købt en række i flyet til 15.800 kr.

- Det er selvfølgelig ikke det samme som at se formørkelsen fra landjorden, hvor man får hele horisonten med og mærker, at temperaturen falder, men vi er jo sikre på at opleve formørkelsen, så jeg forventer en ret speciel oplevelse, siger John Valentin Mikkelsen, som du kan høre mere fra i tv-indslaget ovenfor.

Det er sjette gang, at John Valentin Mikkelsen og familien rejser ud for at opleve det imponerende naturfænomen.

Se også: Efter solformørkelsen kommer århundredets tidevand

Dette kan John, hustruen og resten af danskerne forvente af fredagens solformørkelse.

Der er kø langt ud på gaden foran Tycho Brahe Planetariet. (Privatfoto) Event & Kultur - 18. mar. 2015 - kl. 14:08 Så er solformørkelsesbrillerne til salg

Det startede i München i 1999 og siden har familien oplevet solformørkelser i Side i Tyrkiet, Sibirien, Kina og Australien.

- Vi lægger vores ferier efter solformørkelserne, og efter turen i morgen bliver den næste rejse solformørkelsen over USA den 21. august 2017, fortæller John Valentin Mikkelsen.

Flyrejsen i morgen er arrangeret af Illustreret Videnskab, som har chartret en Boeing 737 og sat 50 af flyets 148 pladser til salg for at sikre bedst muligt udsyn for de rejsende.

Billetpriserne ligger på 7400 kr. for en midterplads, 8900 kr. for en vinduesplads og 15.800 kr. for en række med tre sæder, men interesserede kan godt glemme alt om at komme med. Flyet blev udsolgt allerede i januar.

- Vi overvejede at tage en af vores tre børn med, men vi kunne jo ikke vælge, så nu tager vi kun os to af sted, selv om det da er lidt vildt, siger John Valentin Mikkelsen.

Flyet vil følge en kurs, der forlænger oplevelsen af solformørkelsen, som er total over Færøerne kl. 10.41 dansk tid.

- Vi har fået at vide, at flyet vil forsøge at følge skyggen, siger John Valentin Mikkelsen.

På Jordens overflade varer den totale solformørkelse maksimalt 2 minutter og 47 sekunder. Flyet følger en kurs, som lader passagererne nyde formørkelsen i cirka 3 minutter og 45 sekunder.

Om bord på flyet vil den prisbelønnede astronom Anja C. Andersen holde foredrag.

Flyveturen varer i alt cirka 4 ½ time.

Flyet letter fra Københavns lufthavn klokken 8.15 og ankommer til luftrummet over Færøerne og Svalbard efter to timers flyvning. Flyet lander i Københavns Lufthavn igen ca. kl. 12.45.

Se tv-interview med sol-turisten John Valentin Mikkelsen over artiklen

Følg live-dækning af solformørkelsen her på Ekstrabladet.dk fra i morgen tidlig.

1 af 2 Nogenlunde sådan kommer sol-turisterne til at opleve fredagens solformørkelse over Færøerne. (Grafik: Illustreret Videnskab)
2 af 2 Det bliver sjette gang, at John Valentin Mikkelsen rejser ud i verden for at opleve en total solformørkelse. (Foto: Ernst van Norde)
45 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere