Ældre ægtepar sidder igen fast i elevator på togstation: Det er for ringe

Ægteparret Jørgen og Kirsten Holm har i tre kvarter søndag formiddag stået og kukkeluret i elevator på Hvalsø Station, fordi den satte sig fast, da de var på vej ned under sporene

- Det er da godt, at vi ikke har klaustrofobi, siger Kirsten Holm, som konstaterede, at elevatoren først brummede og siden kun nåede at falde 10 centimeter, inden den satte sig ubehjælpeligt fast. (Selfie: Kirsten Holm)
- Det er da godt, at vi ikke har klaustrofobi, siger Kirsten Holm, som konstaterede, at elevatoren først brummede og siden kun nåede at falde 10 centimeter, inden den satte sig ubehjælpeligt fast. (Selfie: Kirsten Holm)

Ved du noget? Har du selv oplevet bøvl med elevatorer? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

- Vi er trætte af, at den sætter sig fast, og at tingene ikke er i orden. Vi skulle have været til København til en bestemt tid.

Sådan siger 78-årige Kirsten Holm til Ekstra Bladet, efter at hun sammen med sin 80-årige mand søndag formiddag nu for anden gang på halvanden måned sidder ubehjælpsomt fast i elevator på Hvalsø Station.

Kirsten Holm har trykket på alle knapper og har også været i dialog med en montør via højttaleranlægget i elevatoren. Men selv om det snart er en time siden, at de fik hul igennem, så er der ikke sket en dyt endnu.

- Vi oplever det, at lige efter vi er kommet ind i elevatoren og har trykket på den knap, der skal føre os ned under sporene, så lukker dørene, og elevatoren begynder at falde. Efter cirka ti centimeter begynder elevatoren at brumme, og nu har den altså sat sig fast. Igen, siger Kirsten Holm.

Kirsten Holm har god tid til at tage billeder fra ventetiden på Hvalsø Station, hvor der ikke lige er nogen i nærheden. (Foto: Kirsten Holm)
Kirsten Holm har god tid til at tage billeder fra ventetiden på Hvalsø Station, hvor der ikke lige er nogen i nærheden. (Foto: Kirsten Holm)
 

Ældre damer tog toget
Hvalsø Station er ikke specielt befolket. Derfor har der ikke været så meget som en levende sjæl, som har kunnet hjælpe parret ved at give tegn til dem gennem vinduerne i elevatoren, at de vil forsøge at få nogen til at komme med værktøj.

- Der var godt nok et par ældre damer, som også gerne ville have været med i elevatoren, men som ikke nåede det. Da de så, at den satte sig fast, så tog de trapperne. Og så kom toget, som vi også skulle have været med. Det tog de med. Og toget er kørt for længst, fortsætter Kirsten Holm, der selv er dårligt gående, og som derfor ikke ser andre udveje for at komme over på spor to, hvor toget går i retning af Roskilde og København, end at tage elevatoren.

Anden gang på kort tid
For at det ikke skal være lyv, så er det ifølge Kirsten Holm anden gang på halvanden måned, at hun har siddet fast i netop den samme elevator sammen med sin mand.

- Det er jo helt utroligt. Sidst sad vi fast i tre kvarter, før der kom nogen, forklarer Kirsten Holm.

Ekstra Bladet har været i dialog med DSB's pressetjeneste, som fortæller, at det slet ikke er DSB, der ejer elevatoren på Hvalsø Station. Det er derimod BaneDanmark. Men DSB vil gerne i den aktuelle sag gøre opmærksom på, at det naturligvis også er i DSB's interesse, at elevatorer ved danske banegårde fungerer. Ligesom især ældre og gangbesværede er dybt afhængige af elevatorerne.

Mens Ekstra Bladet er i dialog med DSB, sms'er Kirsten Holm til Ekstra Bladet med et nyt foto, som viser en montør, der er i færd med at åbne døren ind til elevatoren.

- Hej igen. Montøren har store problemer. Hans koben duede ikke, så nu henter han noget andet værktøj, skriver hun.

En montør er klokken 12 ankommet i bil til Hvalsø for at hjælpe parret fri. (Foto: Kirsten Holm)
En montør er klokken 12 ankommet i bil til Hvalsø for at hjælpe parret fri. (Foto: Kirsten Holm)

Det er ikke normalt
Hos BaneDanmark bekræfter togleder i Driftcenter Danmark, Jan Pawsø, at man i øjeblikket har en situation med et ægtepar ved Hvalsø Station, som skal hjælpes fri.

- Min oplevelse er, at det ikke er normalt, at der er bøvl med elevatorer, siger Jan Pawsø.

Kort efter klokken 12 har Ekstra Bladet fået melding om, at det nu er lykkedes en montør fra det private firma, der står for tilsynet af elevatorer for BaneDanmark at få ægteparret hjulpet ud.

- Men nu er montørens telefon optaget, og jeg kan derfor ikke komme nærmere ind på, hvad årsagen har været, før jeg får fat på ham, siger Jan Pawsø.

Og fra Kirsten Holm lyder det pr. sms:

- Hurra. Nu er vi kommet ud i det fri igen.

Så er det bare ærgerligt, at der næsten er en time til næste togafgang.

40 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere