Ældre kvinde i livsfare på sin altan

Tungt betonstykke var tæt på at ramme 92-årige Doris Eggebrecht - udlejeren vil ikke foretage sig noget

Doris Eggebrecht og sønnen Søren, som holder den 3,2 kilo tunge betonklump. Stedet, hvor den har revet sig løs, ses tydeligt i altanen lige ovenover. (Foto: Claus Bonnerup)
Doris Eggebrecht og sønnen Søren, som holder den 3,2 kilo tunge betonklump. Stedet, hvor den har revet sig løs, ses tydeligt i altanen lige ovenover. (Foto: Claus Bonnerup)

Et stort stykke beton med skarpe kanter var forleden få centimeter fra at ramme den 92-årige Doris Eggebrecht i hovedet, mens hun hyggede sig på sin altan i Aarhus.

Betonstykket med en vægt på 3,2 to kilo faldt uden varsel ned fra altanen over Doris Eggebrechts 1. sals lejlighed på Hvidkløvervej i nærheden af Stjernepladsen i det nordlige Aarhus.

Til al held drønede betonen med et brag ned i et metalgelænder, hvorefter det fortsatte ned på en græsplæne.

- Det var rent held, at min mor ikke blev ramt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ellers ville være sket, siger kvindens søn, Søren Eggebrecht, til Ekstra Bladet.

Han sad selv på altanen, da han til sin store skræk pludselig så, hvordan den ca. 25 cm lange murbrok uden varsel løsnede sig fra undersiden af altanen på 2. sal og faldt halvanden meter ned.

- Det skete bare lige her og nu, siger Søren Eggebrecht.

Rystet i flere dage
I flere dage turde den 92-årige enke ikke forlade sit hjem, hvor hun har boet i 14 år. Hun er fortsat rystet over oplevelsen.

- Jeg har aldrig været ude for noget lignende. Tænk hvis jeg havde fået den betonklump i hovedet, siger den spinkle, ældre kvinde til Ekstra Bladet.

Sønnen Søren siger til Ekstra Bladet, at han for flere år siden har gjort ejendommens ejer, NP Ejendomme i Aarhus, opmærksom på flere dybe frostrevner i overboens altan - og at de blev større og større.

- Da dette stykke beton så faldt ned, opsøgte jeg NP's direktør, Steen Nielsen, og bad ham foretage sig noget, inden resten af altanen måske følger efter.

- Han sagde lige ud: 'Det dér kan jeg ikke gøre noget ved', fortæller Søren Eggebrecht.

Meldt til politiet
På stedet, hvor betonen har løsnet sig, ses tydeligt, at den gamle jernarmering er mør og rustet helt igennem..

- Jeg har meldt  sagen til politiet. De sendte en patrulje ud og har optaget en rapport.

Ekstra Bladet var i går kortvarigt i forbindelse med direktør Steen Nielsen fra NP Ejendomme for at få hans vurdering af situationen.

Steen Nielsen bekræftede kort, at han ejer ejendommen på Hvidkløvervej. Men da Ekstra Bladet bad ham forklare, om han er bekendt med den farlige altan, afbrød han forbindelsen.

Et opkald umiddelbart efter gav ikke noget resultat.

1 af 2 Her sidder 92-årige Doris Eggebrecht på sin hyggelige altan - på samme måde som forleden, da det tunge betonstykke pludselig kom drønende fra oven og ramte metalgelænderet. - Jeg kunne lige så godt have fået det i hovedet, siger hun. (Foto: Claus Bonnerup)
2 af 2 Doris Eggebrecht og sønnen Søren, som holder den 3,2 kilo tunge betonklump. Stedet, hvor den har revet sig løs, ses tydeligt i altanen lige ovenover. (Foto: Claus Bonnerup)
167 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere