Ældre ringede 112 fordi de var ensomme: Så gjorde politiet dette

En overskudsagtig gerning fra politiet reddede dagen for et ensomt ældre ægtepar i England

Ifølge Ældresagen er der omkring 210.000 personer i Danmark, som ofte føler sig ensomme (Arkivfoto: Colourbox)
Ifølge Ældresagen er der omkring 210.000 personer i Danmark, som ofte føler sig ensomme (Arkivfoto: Colourbox)

Politiet i Manchester viste et stort overskud, da de blev ringet op af en trist ældre dame. Det skriver The Telegraph.

95-årige Doris Thomson ringede 999 (det danske 112, red.) tirsdag eftermiddag og forklarede, at hendes mand, Fred Thomson, havde komplikationer. Da politiet var bekymrede for parrets velbefindende, sendte de to betjente af sted.

Kærligt ægtepar
Da de kom frem, viste det sig, at der ikke var tale om en egentlig nødssituation, der krævede behandling. Fru Thomson har på grund af sin alder et dårligt helbred og kæmper for at passe sin mand, der er ved at blive blind. Hun havde svært ved at overskue situationen.

- Vi fandt et kærligt ægtepar, som holdt af hinanden, men som nok havde lidt svært ved at tage sig af hinanden med deres lidelser og alder. Hvad de havde brug for, var lidt selskab, siger Stuart Ockwell, som er en af betjentene.

Isolerede ældre
De to betjente besluttede sig derfor for at lave en kande te og snakke lidt med parret, og det var lige, hvad de havde brug for.

- Jeg blev meget glad for at vide, at hjælpen var tilgængelig og for at snakke med dem, for nogle gange bliver du lidt isoleret når du bliver ældre, men de fik mig til at føle mig hjemme, siger Fred Thomson.

De var desperate
Politiet har modtaget stor ros på Twitter, men også en del kritik for deres handling. Flere mener, at politiet har bedre ting at tage sig til. Til det svarer Stuart Ockwell:

- Hvis du får et opkald fra et 95-årigt par, som er i nød, uanset om det er et fysisk behov eller et følelsesmæssigt, så reagerer du på det, siger han.

Stuart Ockwell er nemlig ikke i tvivl om, at kvinden ikke ringede for at spilde hans tid. Hun gjorde det, fordi hun ikke kunne gøre andet, mener han.

- Det var ud af desperation, virkelig, siger han.